’She Said’: Alt skal forklares i filmen om afsløringen af Harvey Weinstein – helst to gange
Det er en af de største journalistiske afsløringer i nyere tid. Og den kommer først efter et langt, sejt træk.
Men det lykkes de amerikanske journalister Jodie Kantor og Meghan Twohey at afdække, hvordan Harvey Weinstein systematisk udøvede seksuel og psykisk vold mod kvinder og havde opbygget et helt apparat til at forhindre nogen i at fælde ham.
Sammen med en håndfuld andre journalister (som Ronan Farrow hos The New Yorker) trak de tæppet væk under Weinstein og blotlagde en hel industri, der havde vænnet sig til at ofre sig selv eller hinanden for at lykkes. Et mønster, der selvfølgelig snart viste sig at være til stede mange andre steder end bare i Hollywood.
Og siden har vi levet i #Metoo-tider, som det ofte siges lettere nedladende eller med et suk.
’She Said’ er baseret på bogen af samme navn, som Kantor og Twohey skrev om arbejdet med Weinstein-historien. Det er en journalistfilm i samme skole som ’Alle præsidentens mænd’, ’Spotlight’ og ’The Post’, hvor journalisten som en form for moderne sandsigerske kan se ind bag selv de mest fordækte hemmeligheder.
Men den lægger sig også i en anden, nyere kategori sammen med eksempelvis ’The Morning Show’, ’Bombshell’ og ’The Tale’, som tager fat på det skred, der skete, da kvinders beretninger om overgreb gik fra at være dybt private traumer til at være til offentligt skue.
I ’She Said’ møder vi de to journalister, som her spilles af Carey Mulligan og Zoe Kazan, i tiden omkring Trump-valget. Twohey arbejder på historier om kvinder, der har oplevet grænseoverskridende adfærd fra den kommende præsident, som i hvirvelvinden af russiske robotter og clintonske emails aldrig fik de store politiske konsekvenser.
I stedet bekræftede de, hvem den slags historier har store konsekvenser for – nemlig de overgrebsofre, der går imod deres magtfulde gerningsmænd. I en tidlig scene får en af de kvinder, Twohey har talt med, tilsendt en pakke med lort.
Kantor kommer på sporet af Weinstein og får Twohey med som hende, der har erfaring med at overbevise kvinder til at stå frem med navn.
’She Said’ er et virvar af telefonopkald, vigtige dokumenter med handler om tavshed for penge, åbne kontorlandskaber og intense redaktionsmøder, hvor Twohey og Kantors chefer skal afgøre, om de har en »reportable story«. Det er hele tiden spørgsmålet, der driver filmen frem: Hvor mange beviser, udsagn og navne skal de have, før de kan publicere? Og hvordan får de fat i dem?
Og som med alle film om journalister får vi undervejs også et kig bag scenetæppet til deres familieliv, præget af småbørn og moderskab. Det er en udfordring, forstår vi, at være mor, menneske og journalist på én gang. Men deres døtre er også en del af grunden til, at de gør det, de gør.
Man kan godt komme til at glemme, at det aldrig var givet, at de kvinder, der stod frem i Weinstein-historien, ville blive lyttet til og taget seriøst. Det minder ’She Said’ én om. Den gør os hele tiden dygtigt opmærksomme på, præcis hvor modige alle kilderne var: Ikke kun fordi de risikerede trusler og søgsmål ved at overskride deres non disclosure agreements, men også fordi det krævede, at de genbesøgte nogle traumer, de hver især havde gjort, hvad de kunne for at glemme.
Der er særligt tre bemærkelsesværdige scener, som fæstner os i de meget virkelige og meget forskellige måder, Weinstein formede sine ofres liv, hvor tre forskellige kvinder sidder over for én af journalisterne og fortæller om deres oplevelser. Laura Madden, Zelda Perkins og Rowena Chiu var alle nøglepersoner i afdækningen af Weinstein, og de øjeblikke, hvor de beslutter sig for at tale, er blandt filmens stærkeste.
I stil med en anden film om systematiske overgreb i underholdningsindustrien, den urovækkende ’The Assistant’, er monsteret mest en skygge, der lurer i baggrunden i ’She Said’. De gange, Weinstein er med, er det som en stemme fra en telefon eller med ryggen til i et mødelokale.
Men instruktør Maria Schrader og manuskriptforfatter Rebecca Lenkiewicz har alligevel ikke helt kunnet dy sig for at bruge nogle særlige greb til at hamre fast, at der er tale om et virkeligt monster.
På et tidspunkt optræder for eksempel den virkelige lydoptagelse (som det pudsigt nok var Farrow og ikke Twohey og Kantor, der offentliggjorde), hvor Weinstein forsøger at få modellen Ambra Battilana med op på sit værelse, og som i filmen følges af klip efter klip med tomme hotelgange (skuespilleren Ashley Judd, der var blandt de første til at stå frem ved navn, optræder i øvrigt i rollen som sig selv).
Selvom lydoptagelsen aldrig holder op med at være gruopvækkende, føles det også som en akavet parentes i filmen og næsten som en åben falliterklæring, at den slags virkemidler er nødt til at tages i brug for at formidle alvoren. Og det er egentlig ret sigende for ’She Said’, der hele vejen igennem vægter det højere at være tro mod fortællingens ord end mod ånden.
Kluntede replikker fortæller os først alt, hvad der står i det seneste juridiske dokument, og bagefter får vi forklaret, hvad det betyder. En redaktør kommer ind i lokalet og proklamerer, hvor langt de er med artiklen, så dem på bagerste række også er med. Og bagefter krammer Twohey og Kantor og tager hjem til deres babyer, så vi også lige husker, at de er mennesker.
Det giver mening, at det har været vigtigt for filmskaberne, at de journalistiske detaljer var med og var på plads. Men det sker på bekostning af det vedkommende og følsomme.
Der skal laves mange film om tiden og kulturen omkring #Metoo, så vi kan støtte os til dem, når vi skal forstå, hvad der er foregået. ’She Said’ misser chancen for at vise vejen frem.
Kort sagt:
’She Said’ er beviset på, at en sandfærdig film ikke er det samme som en god film.