»I det her rum sidder nogle af de vigtigste film- og tv-chefer i verden. Folk med alle mulige baggrunde. De har alle én ting til fælles: De er rædselsslagne for Ronan Farrow«.
Sådan jokede Ricky Gervais i sin Golden Globe-monolog tidligere på året, og der er noget om snakken: Ronan Farrow er om nogen blevet synonym med de journalistiske afdækninger af Hollywoods store #MeToo-sager. Sammen med The New York Times vandt han i 2018 Pulitzer-prisen for sine afsløringer i The New Yorker af overgrebsanklagerne mod Harvey Weinstein, hvilket som bekendt førte til #MeToo-bevægelsen og nu også en retslig dom mod den tidligere filmmogul.
For tre år siden var Farrow mest kendt som vært på det lidet succesfulde MSNBC-program ’Ronan Farrow Daily’ og for at tage side mod sin far Woody Allen i sin søster Dylans anklage om seksuelt overgreb. Men gennem en kombination af ukueligt slid, dygtighed og lykketræf lykkedes det ham at knække den sag om Harvey Weinsteins usselheder, som journalister havde prøvet at løfte i årtier uden held.
Ronan Farrow udgav sidste år en rost bog om arbejdet med Weinstein-sagen, ’Catch and Kill: Lies, Spies and a Conspiracy to Protect Predators’, men orker man generelt ikke at læse andet end sit Facebook-feed (og Soundvenue-artikler), serverer han et glimrende alternativ: I sin podcast ’The Catch and Kill’ fortæller Farrow nemlig historien om optrevlingen af Weinstein-historien gennem syv fængslende afsnit, og selv hvis man troede, man kendte sagen i rigelige detaljer, er den en klar anbefaling værd.
Først og fremmest bør alle, der har kaldt de kvinder, der har indgået forlig med Harvey Weinstein, for hyklere og opportunister, spidse ører. For åben mikrofon fortæller nogle af Weinsteins ofre, heriblandt hans tidligere assistent Rowena Chiu, om, hvordan apparatet omkring den magtfulde filmchef, der havde forbindelser på højeste politiske plan i USA, nemt kunne knuse de menige kvinder, der prøvede at konfrontere ham med hans ugerninger. Ingen troede på dem, der blev pudset aggressive topadvokater på dem, deres karriere kunne blive smadret, og ikke engang statsanklagerne syntes for alvor at have deres ryg.
For mange af kvinderne fremstod et forlig som den eneste form for retfærdighed, de kunne opnå, og sagen har forfulgt nogle af dem i årtier, mens de gik rundt i den tro, at deres forligsaftale i det mindste de facto ville forhindre ham i at begå flere forbrydelser. Hvilket som bekendt langt fra var tilfældet.
Mange af overskrifterne kender man selvfølgelig godt, hvis man har fulgt med i Weinstein-affæren fra begyndelsen, men det giver alligevel et ekstra lag at høre beretningerne med de impliceredes egne ord – heriblandt også den russisk-amerikanske privatdetektiv, der blev ansat af Weinstein til at skygge de kritiske journalister, heriblandt Ronan Farrow. Igor Ostrovskiy var blevet hyret af en ultrasuspekt mellemmand og fik færten af urent trav, så detektiven med det usædvanligt klarsynede moralske kompas besluttede sig for at advare Farrow og siden for at stille sig frem ved navn. En ikke helt ufarlig beslutning.
For medieinteresserede er bag tæppet-indføringen i den måske mest eksplosive afsløring i kulturjournalistikkens historie selvfølgelig i sig selv en lækkerbisken. Opsigtsvækkende er eksempelvis afsnittet, der beretter om, hvordan og hvorfor tv-stationen NBC syltede Farrows historie, som The New Yorker altså senere lagde spalteplads til.
Ronan Farrow er en veloplagt og selvironisk fortæller, om end han afslører en brist, mange hardcore-undersøgende journalister nok kan nikke genkendende til: Han er ikke meget for at dele æren.
Sådan set var det jo New York Times’ Jodi Kantor og Megan Twohey, der kom først med historien om Weinstein 5. oktober 2017, mens Farrows artikel i The New Yorker fulgte fem dage efter. Farrow havde formentlig arbejdet på historien lige så længe som konkurrenten, og det var ham, der bragte de første anklager om voldtægt frem i dagens lys. Men vidste man ikke bedre, ville man efter at have lyttet til podcasten tro, at det var The New Yorker, der egenhændigt fældede ’den hvide hval’, som Miramax-stifteren i nogle journalistcirkler blev kaldt.
Ikke desto mindre er ’The Catch and Kill’-podcasten en levende og glimrende reminder om, hvad der egentlig var på spil i Weinstein-sagen, hvor mange kræfter det har krævet at få retfærdigheden til at ske fyldest, og hvor store omkostninger hans magtudøvelse har haft for hans ofre.
Så lyt med – også selvom du troede, du kendte Weinstein-sagen ned til mindste detalje.