‘Stranger Things’ har længe været en af tidens dyreste serier at producere, men den sidste sæson springer for alvor rammerne – særligt takket være astronomisk høje skuespillerlønninger.
Det nyopstartede branchemedie Puck News, der består af pålidelige, forhenværende journalister fra medier som The Hollywood Reporter, CNN og The Atlantic, skriver, at ensemblecastet sammenlagt får betaling for over 80 millioner dollar for den sidste sæson. Det svarer til godt og vel 560 millioner danske kroner.
Medregnet i beløbet er ikke engang seriens suveræne hovedrolle, Millie Bobby Brown, der har en rammeaftale med Netflix, som fastsætter hendes løn i alle de film og serier, hun medvirker i.
Ifølge Puck News er nogle af de bedst betalte i den nye sæson Winona Ryder og David Harbour, der hver får 9,5 millioner dollar for sæsonen. Det er et væsentligt løft fra de 2,8 millioner dollar, skuespillerne tjente på sæson tre.
De unge hovedrolleskuespillere Gaten Matarazzo, Caleb McLaughlin, Noah Schnapp, Finn Wolfhard og Sadie Sink får hver syv millioner dollar i løn for sæsonen ifølge mediet. Da de startede på sæson et, fik børneskuespillerne ‘kun’ 25.000 dollar per episode, svarende til 200.000 dollar for en sæson.
De lidt ældre skuespillere som Natalia Dyer, Charlie Heaton, Joe Keery og Maya Hawke får hver seks millioner dollar for sæsonen, skriver Puck News.
Den sidste sæson ‘Stranger Things’ er dermed i samme liga som ‘Game of Thrones’-finalen, der betalte knapt 10 millioner dollar i løn til hver af sine fem hovedrolleindehavere (Kit Harington, Emilia Clarke, Peter Dinklage, Lena Headey, and Nikolaj Coster-Waldau).
Går man endnu længere tilbage, tjente ‘Friends’-skuespillerne hver 22 millioner dollar på den afsluttende sæson af den højtelskede sitcom.
‘Stranger Things’ sæson fem forventes at få premiere på Netflix i 2024.