KOMMENTAR. I seks år har Millie Bobby Brown dårligt kunnet sætte en Converse-klædt fod forkert.
Siden den britiske skuespiller gjorde sin Netflix-debut som 12-årig i Duffer-brødrenes ’Stranger Things’, har hun været en af Hollywoods mest feterede unge stjerner, hvis præstation som telekinestiske Eleven indledningsvist tryllebandt både anmeldere og fans.
Komplet med fejlfri amerikansk accent, sågar.
Diskrepansen mellem traumatiserede Eleven og den virkelige, sprudlende Brown fascinerede, og i årene efter sæson 1 fulgte reklamekampagner for Calvin Klein, Pandora og (selvfølgelig) Converse, utallige energiske late night-optrædener, et samarbejde med UEFA for at fremme kvindefodbold og sågar et job som UNICEF’s yngste Goodwill-ambassadør.
Som 14-årig landede skuespilleren på Time Magazines årlige liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden, og et hav af ’ældre’ stjerner, heriblandt Drake, Hugh Jackman, Ryan Gosling og Taylor Swift, er erklærede fans.
Som eftertragtet gæst i feministiske podcasts deler Brown redeligt ud af sin indsigt i arbejdsvilkårene for unge kvinder i Hollywood, mens hun også for længst er sprunget ud som producer, først på Netflix-filmen ’Enola Holmes’, hvori hun selv spillede hovedrollen.
Der er ikke nogen tvivl om, at ’Stranger Things’-fyrtårnet er både sympatisk og skarp. Og så meget desto mere paradoksalt er det, at hun er blevet selvsamme moderseries største hæmsko. Hvorfor?
Fordi Millie Bobby Brown, til trods for alle sine sjove, skøre, kloge sider IRL, slet og ret ikke er vokset op til at blive nogen synderligt god skuespiller.
Det, vi ikke må sige højt
Allerede i tredje sæson begyndte formen at vakle, og jo ældre Brown er blevet, jo mere synes hendes kunstneriske alsidighed som Eleven med den kroniske blodtud at være stagneret.
Hvor upopulært det så end måtte være at ytre kendsgerningerne højt.
Det har ikke just hjulpet, at Duffer-brødrene frem til finalen i fjerde sæson i sidste uge har insisteret på igen og igen at vende tilbage til udgangspunktet med Eleven i hospitalskjortel og karseklip, der tegner sig for seriens visuelle varemærke.
Men som immervæk efter flere sæsoner mistede al slagkraft, idet scenariet Eleven vs. onde »Papa« (Matthew Modine) vs. diverse svævende objekter i Hawkins’ laboratoriet blev malket for chokeffekter.
Stakkels lille Eleven, tænkte man i sæson 1, mens det i fjerde snarere var os på den anden side af skærmen, det var oprigtigt synd for.
Den nu 18-årige Browns evner i ’Stranger Things’ er barberet ned til lige præcis to udtryk: Tudefjæs og raseri. Læg hertil, at Elevens rejse fra sky forsøgskanin til utilpasset teenager har ramt en mur i manuskriptet, og at karakterens moralske kvababbelser som udvalgt superhelt slægter alle fra Harry Potter til Luke Skywalker på, og ’Stranger Things’ står med et originalitetsproblem af de helt store forud for den femte og sidste sæson.
Eleven skal ikke længere alene redde Hawkins, hun skal på (værste) Marvel-vis redde den ganske verden, efter at barrieren til The Upside Down smuldrede, og alskens monstre væltede ud. Naturligvis sammen med vennerne, det er klart. Men det ændrer ikke på, at Millie Bobby Brown fortsat er ansigtet for ’Stranger Things’.
Op til fjerde sæsons sidste to afsnit skrev jeg om mine bekymringer for, at seriens iscenesættelse af Eleven som en søster til ovenstående, klassiske chosen ones går ud over uforudsigeligheden: Det er Harry vs. Voldemort, Eleven vs. Vecnamort (eller, Vecnas ’chef’, som det bliver i femte sæson).
Skal så velkendt en opskrift glide ned, kræver det en hovedrolleindehaver med uimodståelig karisma og kæk pingpong med medspillerne, og eftersom Brown hverken har kunnet løfte opgaven i tredje eller fjerde sæson, har jeg ikke det helt store håb for næste kapitel.
Det manglende kritiske blik
Det er ikke nødvendigvis kun skuespillerens skyld:
Lur mig, om ikke feteringen af hende som barnesensation skulle have forledt omgivelserne på settet til at tro, at hun ikke krævede en mere målrettet instruktion, i takt med at hun fik flere følelsesmæssige strenge at spille på.
Under optagelserne til fjerde sæson fik hun endog grønt lys af Duffer-brødrene til at coache kollegaen Martie Blair, der spillede den yngre Eleven, men det er Brown selv, der har brug for en hånd.
Risikoen ved at bygge en franchise omkring et børnecast, hvis præstationer som små tåler et vist overspil, er selvsagt altid, at ungernes talenter blegner i teenageårene. Og med tanke på Browns øvrige, heller ikke videre imponerende arbejde i ’Godzilla’ og førnævnte ’Enola Holmes’ tegner der sig et billede af, stjernens forcer fremadrettet muligvis skal findes andetsteds end i hovedrolleregi.
Eleven er og bliver ’Stranger Things’s store superhelt, men det var ærgerligt sigende for fjerde sæson, at momentum blev punkteret, når hun med bævende underlæbe og hundeøjne overtog actionen, og kvaliteten af skuespillet simultant tog et dyk.
Igen kunne Duffer-brødrene have lagt sig mere i selen for at krydre Elevens modus operandi, så hver en konfrontation ikke lignede noget, vi har set 100 gange før, men det havde ikke ændret ved, at Brown halter efter langt størstedelen af Hawkins-kollegernes skærmtække.
Redder Eleven verden, når vi engang får sæson fem? Ja da. Hvis så bare Duffer-brødrene ville forsøge at redde Millie Bobby Brown med et intensivt skuespillerkursus forinden.
’Stranger Things’ sæson 1 – 4 kan ses på Netflix.