Tid til spoilersnak: Spænder twistet i ‘Stranger Things’ ben for finalen?

Med to afsnit igen af sæson 4 har Duffer-brødrene måske vist deres Harry Potter-beslægtede kort for tidligt.
Tid til spoilersnak: Spænder twistet i ‘Stranger Things’ ben for finalen?
Jamie Campbell Bower og Millie Bobby Brown i 'Stranger Things'. (Foto: Netflix)

OBS: Artiklen indeholder spoilers for de første syv afsnit af ‘Stranger Things’ sæson 4 på Netflix. Har du ikke set sæsonen endnu, kan du læse vores spoilerfri anmeldelse her.

Med store kræfter følger stort ansvar.

Sådan hedder det sig i superhelteland og nu også i ’Stranger Things’ sæson 4, hvori Millie Bobby Browns hårdtprøvede semisuperhelt Eleven tvangskonfronteres med skyggesiderne af sine enorme evner og grumme fortid som forsøgskanin.

Det er en eksistentielt såvel som fysisk strabadserende dannelsesrejse tilbage i godt begravede minder, der på foruroligende vis spejler storebror-forsøgskaninen Ones skæbne i selvsamme Hawkins-laboratorie for »særligt begavede unge« (hej, X-Men).

Jamie Campbell Bower i ‘Stranger Things’. (Foto: Netflix)

Jamie Campbell Bower (den unge Gellert Grindelwald i ’Harry Potter’!) spiller One, som et langt stykke hen ad vejen i Elevens flashbacks forestiller at være en sød, sympatisk medhjælper/børnepasser i laboratoriet. Han udviser særlig omsorg for lille Eleven, men afsløres i syvende afsnit som den notoriske One – det første telekinetiske barn, videnskabsmanden »Pappa« begyndte at eksperimentere på for år tilbage.

Aka. djævelske Henry, der på bestialsk vis myrdede sin mor og søster i 1960’erne, og framede sin far (Robert Englund/Freddy fra ‘Nightmare on Elm Street’) for forbrydelsen. Bare fordi.

Jamie Campbell Bower og Millie Bobby Brown i ‘Stranger Things’ sæson 4. (Foto: Netflix)

Efter at have massakreret samtlige børn og voksne i laboratoriet i en af ’Stranger Things’ mest gruopvækkende sekvenser til dato forsøger Henry at overtale forfærdede Eleven til at melde sig ind i superskurkeklubben.

De to er ens, bedyrer Henry – begge frygtet af deres omgivelser, begge noget nær uovervindelige.

Og så har ’Stranger Things’ ellers ridset et af fantasygenrens allermest gennemtærskede plot op: Opgøret mellem to alen af samme sjælebeslægtede stykke, hvoraf den ene har valgt lyset, den anden mørket.

Den medfødte djævelskab

Vecna – der bliver Henrys monsteridentitet – repræsenterer det værste i Eleven. Det kyniske uhyre, hun og omgivelserne er bange for, at hun kan blive, hvis hun giver slip på kontrollen og lukker bitterheden over at blive stemplet som »en freak« helt ind i hjertet.

Mørket er i pigen, og spørgsmålet er nu, om det stammer fra barndomstraumerne i laboratoriet, eller om det er hendes medfødte kræfter, der er uløseligt forbundne med en naturlig tilbøjelighed til ondskab, som Vecna holder på.

En teori, der læner sig op ad Elevens overraskende brutale voldsudbrud i skøjtehallen i første afsnit og hendes efterfølgende mangel på anger og forståelse for sine egne drifter, der gav anledning til løftede øjenbryn hos politiet.

Millie Bobby Brown i ‘Stranger Things’ sæson 4. (Foto: Netflix)

Når det hele går ned i afsnit ni, der lander i juli, vil Eleven blive tvunget til at vælge side og gøre op med sig selv, om det er hende, der styrer kræfterne eller omvendt.

Eleven vs. Vecna. Harry vs. Voldemort. Luke vs. Vader (forkærligheden for bogstavet ’v’ er central for graden af skurkagtighed).

Men især Harry vs. Voldemort.

Hyldest vs. rapseri ved højlys dag

Hele Henrys monolog om, hvordan han opdagede sine kræfter samt billedsiden, der følger, er som taget direkte ud af en ’Harry Potter’-film – og Vecna, som uslingen muterer til da Flashback-Eleven forsøger at slå ham ihjel, ligner med sit næseløse fjæs en grillet version af He Who Must Not Be Named.

Jamie Campbell Bower i ‘Stranger Things’ sæson 4. (Foto: Netflix)

Nok dyrker ’Stranger Things’ 80’er-referencerne med stor stolthed, men her er det lige før, vi er ude i rapseri fra en nutidig franchise: Skønt tematikken er tidløs, bevares, balancerer eksekveringen på kanten af ren pastiche, stærkt skuespil fra Bowers eller ej (han tilbragte syv timer i makeupstolen for at forvandle sig til Vecnamort).

Setuppet vil uden tvivl kaste rigeligt festfyrværkeri af sig i finalen, men forudsigeligheden lurer, og det samme gør visheden om, at en femte sæson er på vej. Ergo lader Elevens endelige forløsning eller forfald (yeah right) vente på sig et par år endnu, og spørgsmålet er, om lige præcis dét plot kan bære 20 timer mere nu, hvor skakbrikkerne allerede er linet op.  

Eleven vs. Vecna. Slet ikke overhovedet at forveksle med Harry vs. Voldemort? (Foto: Netflix)

Duffer-brødrene bryster sig normalvist af at have et es eller 11 (sorry) i ærmet. Men her begynder det at lugte af, at de har vist deres hånd for tidligt.

’Stranger Things’ sæson 1-4 kan ses på Netflix. De sidste to afsnit af sæson 4 lander den 1. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af