Nattens Oscar-show havde fundet en fin form til det faste In Memoriam-indslag, hvor man hylder de prominente filmfolk, der er gået bort det forgangne år.
Segmentet er ofte endt som en kikset affære, men i år akkompagnerede Lenny Kravitz følelsesfuldt billederne af afdøde folk som Ray Liotta, Jean-Luc Godard, Angelo Badalamenti, Kirstie Alley og Raquel Welch.
Til gengæld var udeladelserne opsigtsvækkende.
Først og fremmest, især med skandinaviske briller, skreg manglen på Charlbi Dean til himlen. Den sydafrikanske skuespiller, der døde tragisk som blot 32-årig, havde en af hovedrollerne i svenske Ruben Östlunds ‘Triangle of Sadness’, som ellers var nomineret til tre Oscars på aftenen, heriblandt hovedprisen Bedste Film.
Også de meget prominente skuespillere Anne Heche og Tom Sizemore glimrede ved deres fravær.
Det er ikke usædvanligt, at Oscar-producerne glemmer nogen i deres kollage over dem, vi mistede, men det er alligevel tre af de mere markante, der manglede i år.