1. Streaming: Kammerspilsthriller a la Hitchcock
Med splatteren ‘X’ skabte Ti West i 2022 en veloplagt exploitationgyser til det nye årtusind med Jenna Ortega og Mia Goth i spidsen for castet.
Året efter vendte han overraskende tilbage med en opfølger – eller nærmere bestemt en prequel, hvor vi får serveret forhistorien for den psykoseksuelle olding af en øksemorder. Nu er ‘Pearl’ ude på streaming i Danmark, og den er så absolut et must for filmelskere med hang til det urovækkende.
‘Pearl’ er et genrebevidst klaustrofobisk kammerspil a la Hitchcock med den titulære pige i centrum, som lever på en afsidesliggende gård med sin disciplinstrenge mor og lamme far, men drømmer om berømmelse og første og fremmest et helt andet liv.
Men som moren på et tidspunkt påpeger, er der noget helt galt med Pearl, hvis udbryderaspirationer går hånd i hånd med en psykopatisk blodlyst.
Man ihukommer ‘Psycho’, mens mor-datter-komplekserne bryder ud i lys lue. Og ja, krokodillerne fra ‘X’ har også her en birolle! Det samme har i øvrigt den kommende Superman, David Corenswet.
’Peal’ kan ses på Viaplay og Blockbuster.
2. Streaming: Esben Smed kolliderer med det halve Kendisdanmark
Politiken kvitterede med to hjerter, mens Soundvenues anmelder gav fem begejstrede stjerner.
Den har med andre ord delt vandene, Nikolaj Lie Kaas’ nye serie ’Agent’, der blander ’Klovn’ med oprigtigt drama i sin fortælling om talentmanageren Joe, hvis privatliv totalsmadres takket være et væld af dumme beslutninger i en kendisstratosfære bestående af blandt andre Thomas Blachman, Nikolaj Coster-Waldau, Sidse Babett Knudsen og Tobias Rahim.
Selvom fortællingen om den tunnelsynede karrieremand måske nok er set før, er det svært at fornægte, at det er utroligt underholdende og sine steder faktisk lårklaskende sjovt at følge Joes deroute. Og at der faktisk opstår ægte hjerte mellem Esben Smeds hovedperson og datteren Tallulah, eminent spillet af Selma Dali Pape fra ’Julefeber’.
Den starter på det jævne i første afsnit, men derfra bliver det kun bedre og sjovere.
’Agent’ kan ses på TV 2.
3. Biograf: Æselfilmen!
Juli domineres af de store Hollywood-baskere ’Mission: Impossible’, ’Oppenheimer’ og ’Barbie’, der leverer tiltrængt blockbustervæde til de tørkeramte biografer.
Men man kan også udfordre sig selv i den diametralt modsatte ende af filmspektret med polske Jerry Skolimowskis ’Eo’, hvis hovedperson simpelthen er … et æsel.
Man følger Eo i tykt og tyndt, fra cirkus til minkfarm og fodboldholdmaskot, og resultatet er en visuel oplevelse af de helt sjældne. »En stilistisk ambitiøs og drønhamrende flot film«, som Aske Nielsen skrev i sin anmeldelse for Soundvenue, hvor han også betoner, at man kan identificere sig langt mere med det arme æsel, end man skulle tro.
’Eo’ blev Oscar-nomineret i kategorien Bedste Internationale Film sidste år, og helt ærligt: Hvis Oscar kan, kan du også.
’Eo’ kan ses i Cinemateket.
Set det hele? Tjek også vores tre anbefalinger fra sidste uge.