‘Bridgerton’-stjernen Phoebe Dynevor har hovedrollen i den kommende Netflix-film ‘Fair Play’. En moderne erotisk thriller sat i en brutal corporate-verden, som vakte opsigt på Sundance Film Festival tidligere på året.
Her holder det forelskede par Luke (‘Solo: A Star Wars Story’-skuespiller Alden Ehrenreich) og Emily (Dynevor) deres forhold, som er i strid med firmareglerne, skjult i den investeringsvirksomhed, hvor de begge er ansat.
De når lige akkurat at blive forlovede, før en stor forfremmelse sætter deres hemmelighed gedigent på prøve. Det vækker nemlig problemer, da det er Emily og ikke Luke, der rykker op i hierarkiet.
Traileren er netop landet, og konkurrencementaliteten og følelserne når allerede de helt høje tinder.
‘Fair Play’ er spillefilmdebut fra instruktør Chloe Domont, der tidligere har instrueret afsnit af tv-serier som ‘Suits’ og ‘Ballers’. På den prestigefyldte Sundance-festival blev filmen købt af Netflix for 20 millioner dollars.
‘Fair Play’ får premiere på Netflix 13. oktober.