Verdens måske bedste fodboldspiller nogensinde, Lionel Messi, rejste i denne sæson til Inter Miami i USA for at nyde karrierens efterår på et lidt lavere niveau end europæisk topfodbold.
Men selvom Messi efterhånden er 36 år, har han stadig en aura af magi omkring sig – og hans skifte har i sig selv genereret ny interesse for soccer i USA.
En interesse, Apple TV+ har været hurtige at kapitalisere på.
Streamingtjenesten har nemlig en dokumentar i seks dele på vej om Messis første tid i Major League Soccer, som den amerikanske liga hedder.
Dokumentaren skal supplere en kommende Apple-dokumentar, der skildrer hele boldlegendens karriere med fokus på hans VM-deltagelser med Argentina, der kulminerede sidste år med VM-titlen.
Denne dokumentar vil have fire afsnit og lover eksklusive bag facaden-optagelser især fra slutrunden i Qatar.
Det vides endnu ikke, hvornår de to dokumentarserier lander på tjenesten.