Nomineringerne til næste års Grammy-uddeling er ude, og The 1975 optræder ikke i en eneste kategori.
Det er ikke faldet i god jord hos frontmand Matty Healy, der under en koncert onsdag i Madison Square Garden i New York gav klar besked til akademiet bag verdens største musikpris.
»Det faktum, at vi ikke blev nomineret til en Grammy, er en fucking skandale. Og grunden til, at folk ikke siger, at det er det, er fordi det ikke er en smagfuld ting at sige. Men jeg er langt forbi smagfuld«, lød det.
»Fuck af! Pikhoveder. Hvad fuck har de gang i? Jeg mener, ‘About You’ (fra sidste års ‘Being Funny In a Foreign Language’, red.) fortjener en Grammy«.
Frontmanden fik også kaldt Kanye West en af sine personlige helte, fordi rapperen – ikke ulig Healy – tror på sig selv.
»Ved du hvad? Du er nødt til at fucking tro på dig selv. West er en akavet helt at have lige nu, det forstår jeg godt. Men udover antisemitismen … bare tænk på selvtilliden«.
Healy leverede en lignende dundertale, da The 1975 tidligere i år spillede på NorthSide. Her var de det sarte sjæle på venstrefløjen, der stod for skud.