The 1975-frontmand Matty Healy var spritstiv og havde en klap for øjet på NorthSide – men var alligevel uimodståelig
»Jeg har været en slem dreng«, indrømmede The 1975-sangeren Matty Healy, da bandets NorthSide-koncert lakkede mod enden.
Der var ingen tvivl om, hvad han refererede til. Den seneste tid har Healy figureret ekstra meget i medierne, efter at han tidligere i år lod en række stødende bemærkninger falde om New York-rapperen Ice Spice. Han befinder sig i en gigantisk shitstorm.
Men i Eskelunden gav Healy kritikerne klar besked.
»Jeg undskylder, hvis jeg har været for vulgær. Men jeg føler, at hvis vi på venstrefløjen mister vores evne til at fucke shit op, efterlader vi for meget plads til højrefløjen«.
Og det gjorde han så. Altså fuckede shit op.
Forsvarstalen blev efterfulgt af den oprørske ‘Love It If We Made It’ – deres bedste nummer, hvis du spørger mig – og Healy brølede sig på manisk vis gennem den galgenhumoristiske, Donald Trump-parodierende slagsang, mens han smed om sig med standerlamper og mikrofonstativer.
Det var ren katarsis. Et af den slags øjeblikke, hvor man for alvor forstår, hvorfor den 34-årige brite i visse kredse er en af tidens mest forgudede skikkelser. En ægte rockstjerne, om man vil.
Men Healy havde vakt opsigt længe inden da. Især fordi han tydeligvis var lige så beruset som resten af festivalpladsen, og det blev ikke ligefrem bedre af, at han i løbet af den fem kvarter lange koncert nåede at bunde en hel flaske rødvin. Direkte ud af flasken, selvfølgelig.
Han kravlede rundt på scenen og lavede bollebevægelser under åbningsnummeret ‘Looking for Somebody to Love’. Mellem numrene rablede han om alt fra Kanye West og Demi Lovato til følelsen af at have seksuelt ejerskab over sin ekskæreste.
Nå ja, og så havde han en klap for øjet. Efter sigende på grund af en øjenbetændelse. »Det er enhver fyrs drøm at have en undskyldning for at ligne en pirat«, påpegede han. Han var som en britisk udgave af Jack Sparrow, og han var lige så fuld.
Healy var med andre ord akkurat lige så skamløst skandaløs, som man kunne have håbet på. Eller frygtet, afhængigt af hvor man står i forhold til dette omvandrende kulturchok af en mand.
Men han kunne stadig performe. Han var stadig i kontrol. Koncerten var på mange måder et shitshow, men det var et overlagt shitshow. Helt brændt af og helt perfekt.
Den løsslupne energi klædte den første halvdel af koncerten, der hovedsageligt bestod af de smaskforelskede, mere ligefremme popsange, der udgør sidste års ‘Being Funny in a Foreign Language’. De saxofontunge arrangementer strålede i Eskelunden.
Men man gruede for de stille numre. De rørstrømske ballader, som kataloget også rummer. Ville de drukne i kaosset? Var Healy slet og ret for stiv?
Alt tvivl blev imidlertid gjort til skamme, da bandet nåede til fanfavoritten ‘Robbers’, som under gårsdagens koncert om muligt fremstod endnu mere følelsesladet end i sin sentimentale studieversion.
Her bevægede Healy sig helt frem på scenen, gik ned på knæ og skrålede direkte til publikum. Og kyssede dem, som han jo har for vane.
Med en opvisning som denne er det svært ikke at drage en parallel til sidste gang, et plørefuldt hovednavn stod på scenen til en dansk festival. Nemlig The Strokes på sidste års Roskilde, hvor frontmand Julian Casablancas ligeledes havde fået en tår over tørsten.
Den koncert endte som en katastrofe. Eller en »historisk nedsmeltning«, som vores anmelder dengang formulerede det. Så hvorfor var The 1975’s shitshow anderledes?
Måske fordi det stadig var tydeligt, at Healy nærer en enorm kærlighed til sine fans. »Jeg har en pik, jeg har en mor, og jeg elsker jer«, som han formulerede det inden lukkeren ‘Give Yourself a Try’. Hvis Casablancas er den af dine venner, der bliver flabet, når han drikker, er Healy ham, der kun bliver mere kærlig.
»Tidens mest fascinerende frontmand«, kaldte jeg ham tidligere på ugen. Den titel levede han op til på NorthSide.
Kort sagt:
End ikke frontmandens gigantiske rødvinsbrandert kunne afholde The 1975 fra at levere den hidtil bedste koncert på årets NorthSide.