’Ibelin’: Da han endelig fortæller sin hemmelighed i World of Warcraft, fælder man en tåre over reaktionen

’Ibelin’: Da han endelig fortæller sin hemmelighed i World of Warcraft, fælder man en tåre over reaktionen
'Ibelin' (Foto: Netflix)

’Ibelin’ starter som en forfærdeligt tragisk fortælling. 

Mats Steen ligner alle andre norske børn, da han bliver født i 1989. Men med tiden finder hans forældre ud af, at han lider af den sjældne sygdom Duchennes muskeldystrofi, der gør ham mere og mere svag, jo ældre han bliver. 

Med et speciallavet tastatur bruger Mats alle sine vågne timer på sin computer, mest i ’World of Warcraft’. Mens førligheden forsvinder, forsvinder også hans kontakt til omverdenen, til venner, til kærligheden. Indtil sin død i 2014, bare 25 år gammel, lever Mats et ensomt og isoleret liv. 

Det er i hvert fald, hvad Mats’ forældre tror. Men da de skriver om Mats’ tragiske bortgang på hans personlige blog ’Musings of Life’, viser virkeligheden sig imidlertid at være en helt anden. 

For det strømmer ind med beskeder fra personer, Mats har mødt gennem ’World of Warcraft’. Her levede han en parallel social tilværelse med spilkarakteren Ibelin, særligt gennem rollespilsfællesskabet Starlight, og han har haft stor betydning for dem, fortæller de til forældrene. 

Herfra spoler den Netflix-aktuelle dokumentarfilm, som blev vist på CPH:DOX-festivalen i Danmark tidligere på året, helt bogstaveligt tiden tilbage og starter sin fortælling forfra.  

Indtil da har vi kun hørt familiens udtalelser og set deres hjemmevideooptagelser fra sønnens opvækst. Forældrenes sorg fra de indledende 10 minutter er selvfølgelig stadig intakt. Men nu får andre følelser også plads i ’Ibelin’ – man bliver både glad og rørt, mens filmen udfolder Mats’ sociale liv i ’World of Warcraft’-fællesskabet. 

Med et yderst opfindsomt greb giver filmens norske instruktør Benjamin Ree (’The Painter and the Thief’) os den afdøde hovedpersons perspektiv. Starlights tekstbaserede chat-dialog i ’World of Warcraft’ er nemlig arkiveret (den fylder 42.000 sider!), og med dette har Ree genskabt de rollespilsscenarier, Mats udlevede gennem sin karakter Ibelin. 

Et hold af animatorer har brugt de originale figurer og miljøer fra fantasyspillet og gjort dem levende med mimik og bevægelse. Karaktererne har samtidig fået stemmer af skuespillere. Én af disse skuespillere læser desuden op fra Mats’ ærlige blogindlæg om sit liv med handicap, så filmens indledende hjemmevideoer pludselig bliver tilført hans tanker og følelser, ikke bare forældrenes. 

Rekonstruktionerne i ’World of Warcraft’ gør ’Ibelin’ til en bemærkelsesværdig dokumentar. De gør det muligt for udenforstående at sætte sig ind i den sociale sfære, Mats var så emotionelt investeret i. Skulle man være i tvivl, taler ’Ibelin’ for, at online-fællesskaber som hans kan være lige så vigtige som relationer i den fysiske verden. 

At Mats har haft betydning for andres liv gennem sin onlinetilstedeværelse understreger filmen ved at besøge forskellige personer fra Starlight-fællesskabet rundt omkring i Europa. En mor og en autismeramt søn i Horsens fortæller blandt andet, at Mats helt konkret hjalp dem med at få et tættere forhold til hinanden – første gang de gav hinanden et kram var i ’World of Warcraft’. 

De mange rollespilscener, hvor Ibelin blandt andet forelsker sig i en ung hollænders kvindelige karakter, fremstår temmelig cheesy. Den knap så raffinerede underlægningsmusik lyder også lidt for meget som noget fra ’The Sims’. Men rekonstruktionerne føles også som en meget autentisk og sandfærdig repræsentation af Mats’ rollespilsmiljø. 

Faktisk bliver scenerne i fantasyuniverset decideret rørende mod slut, da virkeligheden trænger sig på. 

’World of Warcraft’-kammeraterne overtaler nemlig Mats til at fortælle om den hemmelighed, som han gemmer bag spilpersonaen – sit handicap. Da han gør det, tager de (virtuelt) omfavnende og anerkendende imod hans sårbarhed. Det er umuligt ikke at fælde en tåre til deres samhørighed. 

Mats er bange for at dø, afslører han. Bange for ikke have betydet noget for nogen. 

’Ibelin’ viser lykkeligvis, at han betød rigtigt, rigtigt meget for mange mennesker. Og med denne fine dokumentar vil Mats blive husket af mange flere. 


Kort sagt: 
Med et yderst opfindsomt greb fortæller ’Ibelin’ en rørende historie om en afdød gamer, der gennem ’World of Warcraft’ gjorde stort indtryk på sine medmennesker. 

Anmeldt i forbindelse med CPH:DOX i marts.

’Ibelin’. Dokumentarfilm. Instruktion: Benjamin Ree. Spilletid: 104 min. Premiere:  Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af