’Breinholts’: Sofie Linde har brugt flere penge på sin ferie, end Anders Breinholt har fået til sit nye talkshow

’Breinholts’: Sofie Linde har brugt flere penge på sin ferie, end Anders Breinholt har fået til sit nye talkshow
Anders Breinholt og Sofie Linde. (Foto: Viaplay)

Alle skilsmissebørn kender det.

Første tur hjem i fars nye lejlighed.

Før boede han så stort og flot sammen med mor i murstensbunkeren. Men efter bruddet skulle det gå stærkt, og nu sidder I alle sammen her på fars lædersofa foran det alt for store fjernsyn i den alt for tomme stue og er helt generte over, hvad I skal få en hel weekend til at gå med, klemt sammen på 52 kvadratmeter.

Og man har samtidig lidt følelsen af et maskefald. For var far ikke en stor mand? En, der kunne banke de andre fædre med lillefingeren? Og nu spørger han hele tiden til mor.

Heldigvis er far virkelig sjov og hyggelig – selvom han er lidt nervøs.

Anders Breinholt forlod det ultrapopulære ’Natholdet’ tilbage i 2021 efter 11 år på posten med de kendte tilbagevendende indslag som ’Ananas i Egen Juice’, den der Natholdet-kop, alle kendisser havde, og sammenklipningen fra ugens tv-nyheder, der kunne få gæsterne til at græde af grin.

Der er bare sket meget i mellemtiden.

For Breinholt er landet hos Viaplay, og her er kassen som bekendt tom. Meget tom, viser det sig.

Anders Breinholt og Nicklas Bendtner. (Foto: Viaplay)

Der er planlagt 24 afsnit i alt, ligesom Breinholts Julekalender med øllene – bare uden øl og uden jul og uden ham fra Aqua. Talkshowet kommer cirka to gange ugentligt på TV3 og Viaplay.

Inde i et rødt, tilsyneladende uisoleret skur på Refshaleøen ligger Breinholts nye tv-studie, hvor fokus udelukkende er på gæsten, der i de første tre afsnit, jeg har set, er en nær ven af Breinholt selv – Sofie Linde, Benjamin Hav og Nicklas Bendtner.

Og selvom det både er hyggeligt og indimellem ret sjovt, føles det netop som at hænge ud med to rigtigt gode venner, der laver interne jokes om Breinholts bil uden nødvendigvis at forklare konteksten.

Man mistænker, at Breinholt efter mange år i branchen har så stærkt et netværk, at det kan blive det primære trækplaster på et program, der ser ud, som om det er lavet for en flad plovmand.

I første afsnit, hvor Sofie Linde inviteres ind og bydes på en kop vand, har hun for eksempel skrevet en lejlighedssang til en tydeligt rørt og lidt nervøs Breinholt, der nu er tilbage i værtstolen efter to år. Det er sødt. Men også lidt privat, når de synger om hans kone, mange udlandsrejser og store bil. Og så snakker de ellers om Lindes sommerhus og hendes ferie til Thailand.

Anders Breinholt og Benjamin Hav. (Foto: Viaplay)

To gange inden for tre minutter er der fejl i klipningen. I det ene skud kan man ikke se Sofie Linde for en lampe. Der er Hawaii-muzak hele tiden, som måske skal gøre op for publikums manglende latter. Det er så også derfor, redaktionen sidder inde i skuret, finder man ud af – der skal være nogen til at grine. Og så to stavefejl i første sætning af Lindes lejlighedssang.

Introduktionen til gæsten er tilmed lavet af desperate kreative fra internetsiden Fiverr. Breinholt fortæller grinende Benjamin Hav, at han har betalt 47 dollars for en sekvens med to dukker, der rapper.

Det lyder til, at Sofie Linde har brugt flere penge på sin ferie, end Viaplay har brugt på Breinholts program.

Da Benjamin Hav kommer, er der problemer med lyden. Men han har også sin egen mikrofon med, der vist ikke er tilsluttet skurets lydsystem, men i stedet Havs egen YouTube-kanal.

Sofie Linde og Anders Breinholt. (Foto: Viaplay)

Det er svært at se pointen med, at man skal sidde og kigge på kendte mennesker lave sjov med hinanden uden en eller anden aktualitetskrog, men jeg kan sagtens se, at der er rum og humor hos ’Breinholts’, der kan give hjernen lidt ro og hjertet lidt varme.  

Og undervejs er det, som om Breinholt kommer mere og mere til sig selv. Nervøsiteten fortager sig fra ansigtet, og den famøse pingpong er tilbage mellem ham og gæsten. Programmet med Bendtner virker til sidst helt afslappet og tilbagelænet, ligesom sketchen med vagter til fodboldkampe er lige dele ironisk og hjertevarm. Jeg tror på, at det her program nok skal finde sin tone hen over de næste mange uger.

Og så burde nogen give Anders Breinholt et ordentligt budget. Fars lejlighed er trods alt en mellemstation, inden han skal videre i tilværelsen. Han er for stor en mand til at skulle sidde på 52 kvadratmeter.


Kort sagt:
Anders Breinholt inviterer alle sine kendte venner med ind i det skur, der blev råd til inden for rammerne af Viaplays budget. Og selvom programmet sine steder føles, som om (og indimellem reelt også er) lavet af prækære typer på internettet, så er det faktisk også ret hyggeligt.

Anmeldt på baggrund af tre afsnit.

’Breinholts’. Serie. Medvirkende: Anders Breinholt, Sofie Linde, Benjamin Hav, Nicklas Bendtner, m.fl. Spilletid: 24 afsnit af ca. 30 min. Premiere: 2. april på Viaplay
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af