’Bendtner’: Enkelte øjeblikke i ny serie om den danske eksfodboldstjerne er rent guld

’Bendtner’: Enkelte øjeblikke i ny serie om den danske eksfodboldstjerne er rent guld
'Bendtner'. (Foto: Viaplay)

Streamingtjenesterne strammer støvlen godt til og får tåhylet fodbolden en ordentlig én for tiden. Nogle gange havner den i nettaget, andre gange langt oppe på tilskuerrækkerne.

De hyperpopulære fodbolddokumentarer kan ændre opfattelsen af den enkelte fodboldspiller. De kan kaldes propaganda – eller underholdende portrætter af banens største ikoner.

Dokumentarserien ‘Beckham’ fremstillede det globale fodboldikon som bemærkelsesværdigt ydmyg og gav medierne og den engelske fodboldkultur en bredside på vejen, mens en vis argentinsk fodboldtroldmand fremstod dødkedelig i Apple TV+-serien ‘Messi Meets America’.

Nu er tiden så kommet til en dokumentar om den mest dramatiske karriere i dansk fodbold, og spørgsmålet er, om den kan ændre synet på drengerøven Nicklas Bendtner.

Den er i hvert fald ikke velsmurt propaganda – og har glimt af genistreger.

‘Bendtner’. (Foto: Viaplay)

Drengerøven lever i bedste velgående i den anerkendte dokumentarist Andreas Koefoeds film. Faktisk fra første scene, hvor han efter 16 år besøger stedet, hvor han kørte galt med 160 kilometer i timen.

»Det der, det er definitely min bil. Det er tusind procent min bil«, siger han, mens han holder en kofanger fra den gamle Aston Martin op i luften. Imens tapetserer dokumentaren anstrengende baggrunden med følelsesladede strygere og kor – et følelsesregister, fodboldspilleren selv slet ikke opererer på.

Man ved knap nok, hvor man skal starte med Lord Bendtner – titlen, han med internettets hårdtslående ironi fik qua sit forhold til baronesse Caroline Fleming, og måske også lidt fordi hans selvtillid syntes at overskride hans faktiske evner.

I 2018 blev fodboldspilleren anholdt for et overfald på en taxachauffør, et lavpunkt i en karriere, der tidligere så lovende ud.

Som purungt stortalent kom han fra KB til Arsenal under træner Arsène Wenger og fik ni ujævne år i den engelske klub (afbrudt af tre lejeaftaler undervejs), hvor hans potentiale kun sporadisk kom til udtryk.

Det, der fyldte, var livet uden for banen, hvor fodboldspilleren var i mediernes søgelys af de forkerte årsager: festerne, damerne, alkoholproblemer, hurtige biler og en overdådig livsstil. Som han selv beskriver det i serien på en ganske teenage-teatralsk måde, er der en »sort ulv« inden i ham.

‘Bendtner’. (Foto: Viaplay)

I Viaplay-seriens tre afsnit kommer vi tæt på den side af hans liv gennem interviews med blandt andre Morten Olsen, Arsene Wenger og en drønende skarp Daniel Agger, der bramfrit deler sine holdninger til sin tidligere landsholdskollega Bendtner. Den vigtigste kilde til Bendtners bedrifter er dog hans mor, Joan.

Serien tager fat på et interessant tidspunkt i hans karriere, hvor Nicklas står uden klub efter at have været nødt til at forlade Rosenborg BK. Her tæller han dagene – og til sidst timerne – som en fodboldspiller, der ifølge ham selv er i sin bedste alder, men som ingen vil have. Det er nok første gang, han har prøvet at være sidstevalg i skolegården.

Talentet kan man ikke tage fra ham. I sin første landsholdskamp for U16 scorede han fire mål. Og han har haft en nævneværdig karriere med det danske landshold, hvor han var en nøglespiller i flere år og scorede 30 mål. Hvilket en spirituskørsel satte en stopper for.

»Nogle gange kan man være i tvivl, om han er kommet for nemt til det hele«, foreslår mor Joan i serien.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nicklas var nemlig drengen, der fik at vide af sin far, at han kunne alt, alt imens faren forsøgte at styre hans karriere, hvilket førte til uenigheder, og at de nu ikke har talt sammen i otte år.

I det spor er der glimt af sårbarhed, som er seriens største styrke. Den sætter Bendters selvtillid – og indbildskhed – på spidsen, og selvom man ikke ender med at forstå fodboldspilleren rigtigt eller finder ham synderligt meget mere likeable, kan man genkende de problematikker, der har skabt Lord Bendtner. Han var drengen, der fik at vide, at han var verdens bedste, og endte med at tro på det.

»Jeg gider ikke høre mere om det, det kan jo ske for alle«, siger han, når hans agent taler om ’taxahændelsen’. Sympatisk lyder han ikke, men man kan godt spejle sig i ham. Og man fascineres nemt, når den selvtilfredse drengerøv i et kort øjeblik åbner op for noget ægte og for en stund ser sig selv, som verden ser ham.

Men serien, som er lavet i samarbejde med forfatteren af den populære Bendtner-biografi ’Begge sider’, Rune Skyum-Nielsen, slår et for stort brød op. Den forsøger at fremstille Bendtners forhold til faren, livet som ufrivilligt pensioneret fodboldspiller, den rodløse drengerøv og turen fra stortalent til fiasko.

Men i sidste ende er der ikke nok følsomme strygere i verden, der kan få sympatitårerne til at trille frem under Bendtners nedtur. Man sidder simpelthen ikke tilbage med en fornemmelse af, at Bendtner har ændret sig, selvom han selv standhaftigt insisterer på, at han har. Den smule sympati man får for ham undervejs, skyldes udelukkende udsagnene fra dem omkring ham.

Til gengæld er det hele spilletiden værd at se folks reaktioner, når Bendtner stolt fortæller, at han har planer om at blive træner. Priceless.


Kort sagt:
Viaplay-serien ’Bendtner’ forsøger at skabe sympati for den kontroversielle danske fodboldspiller, men vi mærker kun hans sårbarhed i små glimt.

'Bendtner’. Dokumentarserie. Instruktion: Andreas Koefoed. Medvirkende: Nicklas Bendtner. Spilletid: Tre afsnit á 35 minutter. Premiere: Kan ses fra 12. februar 2024 på Viaplay. Kan ses på DR.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af