’Baby Reindeer’: Det er lang tid siden, Netflix har produceret en serie med så meget dybde og sårbarhed

’Baby Reindeer’: Det er lang tid siden, Netflix har produceret en serie med så meget dybde og sårbarhed
Richard Gadd i 'Baby Reindeer' (Foto: Netflix)

Har du nogensinde haft ondt af et andet menneske ud fra blot et øjekast?

Det kan være farligt at dømme nogen, før man lærer dem at kende, hvilket den fallerede komiker Donny Dunn finder ud af, da han roder sig ud i en årelang stalker-sag.

Da komikerkarrieren ikke helt flasker sig som forudset, arbejder Donny som bartender på en pub. Det er her, han møder Martha første gang. Hun har ikke råd til noget at drikke, og ud af medlidenhed skænker han hende en kop te på huset og prøver at starte en hyggesnak. En fin gestus, som han kommer til at fortryde.

Martha er nemlig ikke den højt betalte advokat, hun udgiver sig for, men en tidligere dømt stalker, og snart efter første møde finder Donny hende i baren, hver gang han har vagt. Faktisk hele vagten ud.

Richard Gadd og Jessica Gunning i ‘Baby Reindeer’ (Foto: Netflix)

Historien bliver ikke mindre skræmmende af, at den er sand. ’Baby Reindeer’ er nemlig baseret på et onemanshow af Richard Gadd, der spiller Donny i serien, hvor han fortæller om sine oplevelser med en stalker, som endte med at have sendt ham 41.071 e-mails og 350 timers voicemails.

Man kan let mærke showets indflydelse, hvor Donnys voice-over løber gennem alle afsnit, fortalt fra et uspecifikt tidspunkt i fremtiden med et klarsyn, han tydeligvis manglede dengang.

Voice-over er ofte no go, fordi man derved fortæller frem for at vise. Det kunne også tolkes som dovenskab at overføre et onemanshow til et visuelt serieformat uden rigtig at skrive det om, så det passer til formatet.

Heldigvis er ingen af delene tilfældet i ’Baby Reindeer’, der er en slags tilståelse for Donny og i forlængelse deraf Richard Gadd. For moralen er langt fra, at stalkere er farlige. Donny/Richard tilstår nemlig adskillige gange ting, som ikke sætter ham i det bedste lys. Hvordan hans fallerede komediekarriere kombineret med slemme overgrebstraumer fik ham til at nyde opmærksomheden i at have en stalker.

‘Baby Reindeer’ (Foto: Netflix)

Gang på gang kunne han have taget den fornuftige beslutning og distanceret sig, men i stedet hoppede han i med begge ben. Det er beslutninger, der nu hjemsøger ham.

Serien fortæller om den værste periode af hans liv, hvor han kæmpede med at bryde igennem i showbusiness – og ironisk nok bliver hans gennembrud det anmelderroste onemanshow, hvor han genoplever det hele, og altså nu en Netflix-serie, hvor han har skullet dykke ned i hvert et valg og se sin stalker i øjnene, når han igen og igen begår de samme fejl.

Hvem bedre at caste til en semibiografisk rolle end ham selv? Det er måske lidt svært stadig at tro på, at den 35-årige skuespiller er i start-20’erne, men heldigvis er Gadd langt bedre som skuespiller, end han var som komiker.

Endnu mere overbevisende er Jessica Gunning som stalkeren Martha. Den ægte ’Marthas’ identitet og skæbne kendes ikke, men Gunning formår at skabe en ynkelig og samtidig foruroligende persona. Det er tydeligt, at hun er psykisk syg, når hun bruger ethvert vågent øjeblik på at skrive mails til Donny eller følge ham på arbejde til gigs og endda til hans eget hjem.

‘Baby Reindeer’ (Foto: Netflix)

Gunning er lige dele charmerende og absolut vanvittig, til det punkt at man glemmer, at hun ikke er stalkeren, historien er baseret på. Hun fremstår nær som en øksesvingende horrorskurk, blot uden en økse, men alligevel fremstilles hun ikke som ond. Hun er lige så meget et offer for sin psykiske ustabilitet, som Donny er.

Det er i høj grad hendes fortjeneste, at ubehaget vokser i kroppen for hvert afsnit, man ser af ’Baby Reindeer’, som for øvrigt er et af hendes mange kælenavne til Donny. Og efter hvert afsnit sidder man med overvejelsen om at rive plasteret af med det samme og se videre, eller om man vil vente, til ubehaget lægger sig for blot at vende tilbage til det senere.

Men ligesom Richard Gadd gang på gang vender tilbage til sit traume, er det en svær historie at lægge fra sig, før man ved, hvor det hele ender. Det er hård, men anbefalelsesværdig kost.

Det er lang tid siden, Netflix har produceret noget med så meget dybde og sårbarhed.


Kort sagt:
Richard Gadds onemanshow om hans oplevelser med en stalker overføres gnidningsfrit til Netflix. ’Baby Reindeer’ er en skræmmende og fordomsfri fortælling, om hvordan psykisk sygdom kan påvirke os i den digitale alder.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

’Baby Reindeer’. Serie. Serieskaber: Richard Gadd. Medvirkende: Richard Gadd, Jessica Gunning, Nava Mau. Spilletid: 7 afsnit a 30-50 min. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af