Richard Gadds miniserie ‘Baby Reindeer’ er blevet et stort hit på Netflix. Det har fået negative konsekvenser for en kvinde, som stalker-fortællingen sandsynligvis er baseret på, skriver NME.
‘Baby Reindeer’ er baseret på Richard Gadds eget onemanshow, som tog udgangspunkt i den skotske komikers virkelige oplevelser med en kvindelig stalker. Det har fået fans til at spekulere i, hvem denne karakter, som i serien hedder Martha og spilles af Jessica Gunning, kunne være inspireret af.
»Jeg er offeret her«, siger en anonym skotsk kvinde på 58 år, som fans har identificeret som Gadds virkelige stalker, til den britiske avis Daily Record.
Hun fortæller, at hendes liv er blevet »vendt på hovedet«, efter ‘Baby Reindeer’-serien har ramt Netflix. Hun har modtaget dødstrusler over hændelser i serien, som »simpelthen ikke er sande«.
»En person på nettet sagde: ‘Hvis jeg finder dig, dræber jeg dig’. En fyr i North Carolina sagde, at han og andre mennesker ville stalke mig, som jeg skulle have stalket Gadd«, siger kvinden. »Jeg fik to timers søvn i nat. Jeg tænkte, hvad nu hvis hans tilhængere virkelig gør sådan noget?«.
Den 58-årige kvinder udtaler, at hun ikke har stalket Gadd, og at hun »ikke vil have noget at gøre med ham«.
Tidligere på ugen bad Gadd folk om ikke at spekulere i, hvem seriens karakterer er baseret på. »Vær søde ikke at spekulere i, hvem nogle af de virkelige mennesker kan være. Det er ikke pointen med vores serie«.