Jake Gyllenhaal vender tilbage som den pensionerede UFC-kæmper Elwood Dalton i en ny opfølger til det ’Road House’-remake, der ramte streaming tidligere i år, rapporterer IndieWire.
Fra scenen på Amazon Prime Videos reklamekonference i New York, bekræftede Gyllenhaal, at en opfølger er på vej, som bliver med ham i hovedrollen.
Det kommer næppe som en overraskelse, at Prime Video ønsker at lukrere på succesen fra den første film, som, på trods af lunkne anmeldelser, blev et seerhit. 50 millioner så Gyllenhaals Dalton dele håndmadder ud til højre og venstre i de første par weekender efter premieren, hvilket er en rekord på Prime Video og nok til, at platformen er klar til at kaste penge efter en opfølger.
Foreløbig er der ingen information om, hvad vi kan forvente af en toer, andet end at Jake Gyllenhaal vender tilbage. Dog kan man spekulere i, om Conor McGregor vender tilbage som den bidske Knox efter en post-credit-scene i den første film der efterlod døren på klem, hvad angår hans tilbagevenden.
Remaket af ’Road House’ kan ses på Prime Video, mens originalen fra 1989 kan ses på Viaplay.