Spoiler alert: Læs først, når du har set første sæson ’Fallout’ færdig.
Det er et rigtig godt tidspunkt at være fan af det postapokalyptiske ’Fallout’-univers.
Siden Amazon lancerede sin blodtørstige, satirisk tandløse flagskibsserie, har ’Fallout’ samlet millioner af hungrende seere foran den lille skærm.
Og ikke blot for at se serien.
Salgsrapporter viste hurtigt, at folk efter premieren er stimlet sammen om alle de udgivne spil. Altså både spiludvikleren Bethesdas output ’Fallout’ 3, 4 og ’76, Obsidians kritikerdarling ’Fallout: New Vegas’ (mere om den senere) og tilmed de ældgamle isometriske PC-rollespil fra 90’erne.
Jeg må da også indrømme, at det kriblede i fingrene, efter sidste afsnit var kørt over skærmen. Måske jeg endnu en gang burde tage turen igennem Mojaveørkenen i ’New Vegas’. Gå på opdagelse i det radioaktive ødeland Californien i ’Fallout’ 1 og 2. Eller sågar smutte på sightseeing i de udbombede ruiner af Washington D.C. og Boston i ’Fallout’ 3 og 4.
Eller måske det blot skyldtes dagdrømmeri, imens seriens sløve første afsnit kæmpede for at fastholde min opmærksomhed.
For andre vil tv-serien være første og eneste referencepunkt til alt fra Vault-Tec og Brotherhood of Steel til stimpacks og pipboys.
Selvom serien, der finder sted i år 2296, er en direkte efterfølger til ’Fallout 4’, gør den et overraskende godt arbejde i forhold til at sætte alle ind i spiluniversets alternative fremtid, hvor hele verden bliver mørklagt af en atomkrig imellem Kina og USA i 2077.
Og uanset om du er fan af den første sæson eller ej, er der rigtig meget at se frem til i de kommende sæsoner. Især på grund af den saftige cliffhanger.
Viva, Las Vegas!
For en nytilkommer betød det nok ikke en døjt, at den faldne faderfigur og underboleder Hank (Kyle MacLachlan) i sæsonens afsluttende sekunder nærmer sig et forladt Las Vegas. Men for alle os freaks gik der et kollektivt spjæt igennem kroppen.
Med de ensomme vandrere Lucy og Cooper i hælene søger Hank tilflugt i New Vegas, én af ’Fallout’-universets eneste tilbageværende byer fra den gamle verden. Gambling-helvedet slap nemlig for bomberne, da grundlæggeren af robotfabrikanten RobCo, Robert House, forsvarede syndens by med et missilskjold.
Tv-serien går med andre ord i bedene på ’Fallout: New Vegas’. Et mesterværk, der blev produceret på blot 18 måneder af genierne hos Obsidian og står som den gyldne standard for narrativ kompleksitet i spilverdenen.
Det kan ikke være andet end saftigt materiale for serieskabere.
I spillet står magtkampen om Hoover Dams energimekka imellem den libertære Mr. House, det ekspansionistiske demokrati New California Republic (NCR) og Caesar’s Legion, et grusomt imperium bestående af rabiate centurion-LARP’ere, der har en forkærlighed for korsfæstelser og slaveri.
’New Vegas’-spillet finder sted i 2281, 15 år før Lucy sætter fod uden for sin undergrundsbunker. Og siden ingen af efterfølgerne til ’New Vegas’ har fundet sted på vestkysten, ved vi endnu ikke, hvilke af spillets mange slutninger der er en del af den officielle kanon.
Hvordan denne magtkamp har udspillet sig over det seneste halvandet årti, er unægtelig et af et anden sæsons stærkeste kort lige nu.
Og første sæson giver os allerede en del hints til, hvilken vej vinden blæser.
Fra good guys til skurk?
NCR spillede en afgørende rolle i første sæson, da deres leder Moldaver aktiverer en kold fusionsgenerator i Los Angeles-området, der i praksis genererer evig energi.
I ’Fallout’-spillene er NCR den vigtigste faktion på vestkysten af det udbombede USA. Igennem spillene er de gået fra handelsflækken Shady Sands i det originale ’Fallout’ til ’New Vegas’, hvor de desperat prøvede at fastholde deres kontrol over Hoover Dam.
Kampen om energi er med andre ord ikke ny. Men NCR’s sejr i serien er kortvarig, da de bliver væltet af teknofascisterne Brotherhood of Steel, som tager kontrol over fusionsgeneratoren.
Andetsteds går det endnu mere grelt til. Sent i serien viser det sig, at Hank har detoneret en atombombe i midten af Shady Sands, hvilket har svækket republikken enormt. Og ved at give Brotherhood of Steel adgang til en endeløs energiressource har serien sat dem op til at være Californiens nye alfabjørn.
Det stålarmerede broderskab har længe været spilseriens de facto good guys,især under Bethesdas værtskab. Derfor er det også interessant, at serieskaberne Geneva Robertson-Dworet og Graham Wagner i højere grad har skrevet faktionen som en flok arrogante, brovtende røvhuller.
Med denne nyvundne magt i slutningen af første sæson kunne de potentielt blive anden sæsons helt store skurk. En rolle, de aldrig før har haft i universet – og derfor også en idé med potentiale.
Og NCR bør trods deres skrammer ikke tælles komplet ude. Som den ’Fallout’-hærdede youtuber Many A True Nerd har bemærket, er Shady Sands langt fra NCR’s eneste hovedsæde i Californien. Alene det, at NCR spiller en prominent rolle i første sæson, viser, at serieskaberne næppe vil smide dem ind i kosteskabet herefter.
Hvilket efterlader os med resten af Mojaveørkenens magtspillere.
Lærepenge fra ’New Vegas’
Vi har indtil videre ikke hørt et pip fra de ellers så aggressive Caesar’s Legion, mens Robert House har fået en flig af skærmtid.
I første sæsons sidste indstilling, ligner det, at Vegas-strippen, som er Houses kronjuvel, er forladt og plyndret. Vi ser dog manden selv i et møde med konglomeratet Vault-Tec tilbage i den gamle verden i samme afsnit, hvor det også afsløres, at Hank er en af mange Vault-Tec-chefer, der blev frosset ned, før bomberne faldt.
Med andre ord er der en god chance for, at det netop er Mr. House, som Hank søger hen imod – og at den snarrådige forretningsdjævel dermed ikke er blevet myrdet, som ellers er en mulighed i spillet.
Sammen med ham er der en hel række andre kendte faktioner fra spillene, som sæson 2 kan bruge til dens fordel.
Serieskaberne valgte ganske klogt at holde sig til et par enkelte nedslagspunkter fra videospillene, og vi har således hverken set skyggen af de store grønne Supermutanter, den lavkriminelle Khan-klan eller ødelandets mere gruopvækkende skabninger som Death stalkers, Cazadors og Radscorpions.
Og da serien sideløbende følger Cooper i den gamle verden, er der også rig mulighed for at dykke ned i annekteringen af Canada, slaget ved Anchorage mod en invaderende kinesisk hær og den helt store: Hvem der smed bomberne og forårsagede jordens undergang.
Naturligvis er der altid fare for, at alle disse callbacks blot ender som fanservice for fanservices skyld. Hvilket første sæson døjede en del med.
Jeg vil krydse fingre for, at serieskaberne tager ved lære af ’New Vegas’-spillets nuancerede og utrolige fortællelyst. For som det spil viste, er der intet galt i at gå i gemmerne efter ikonografi, så længe der er mening bag.
Så når Mojave’en igen skal krydses, vil det forhåbentlig være med en frisk vinkel. Ellers bliver det – som første sæson – lidt af en ørkenvandring.
’Fallout’ kan ses på Prime Video.