’Fallout’: Serien over videospillet skal nok blive rigtigt god – i anden sæson
Tre afsnit.
Så længe skulle der gå, før Amazons tv-adaptation af spilserien ’Fallout’ fik en krog i mig. Specifikt da Walton Goggins’ sortklædte Henry Fonda-cowboyder i overbevisende dødningehoved-makeup bistert bemærker: »Rules of the Wasteland: Thou shall get sidetracked by bullshit«.
Således lyder den gyldne regel for samtlige af spiludvikleren Bethesdas sandkassespil, hvad end der er tale om fantasyserien ’The Elder Scrolls’ (bedre kendt disse dage som ’Skyrim’) eller deres farveladeversion af det postapokalyptiske PC-rollespil ’Fallout’.
Den røde tråd igennem disse spil eksisterer for at blive ignoreret, alt imens spilleren konstant lader sig distrahere som en labrador i et boldbassin.
Det gør det til en særlig udfordring at overføre spilserien til tv. Et medie, som er ganske afhængig af en dragende fortælling, der får os til at vende tilbage, afsnit efter afsnit.
Serieskaberne Geneva Robertson-Dworet og Graham Wagner har næsten læst for godt op på lektien, for ’Fallout’-tv-serien kommer med præcis de samme begynderfejl som ’Fallout 4’ fra 2015, som er Bethesdas seneste udspil i hovedserien (lad os bare se bort fra ’Fallout ’76’ – for deres skyld).
Som i det spil placeres vi i de første to afsnit pædagogisk på skolebænken, mens ’Fallout’s verden og dets beboere bliver introduceret i snegletempo.
Lucy (Ella Purnell Fra ’Yellowjackets’) lever trygt i Bunker 33, mere end 200 år efter verden blev ødelagt af en atomkrig mellem USA og Røde Kina i en alternativ virkelighed. Men da farmand Hank (Kyle MacLachlan) bliver kidnappet, må den naive underbo forfølge kidnapperne ud i det radioaktive Californien.
Vi møder også ghoul-dusørjægeren Cooper med Goggins’ karismatiske tandpastasmil og et hjerte sort som kul. Han stammer helt tilbage fra den gamle verdens L.A., hvor han oplever dommedag på forreste paket. Men vent, her er endnu en karakter, Maximus, en kujonsk væbner fra det fascistiode tech-samfund ’Brotherhood of Steel’, der får nallerne i deres venerable power armor.
Deres the good, the bad, the ugly-dynamik lægger et solidt fundament for resten af serien, hvor samtlige karakterer prøver at opspore en mystisk MacGuffin. Men hvorfor den pinagtigt sløve start?
Havde det været et spil, ville jeg have foreslået en såkaldt mod, der tillod spilleren at springe introen over, og med tv-formatet er der i det mindste mulighed for at gøre brug af afsnitsmenuen. For omkring fjerde afsnit begynder alle karakterer pludselig at finde mere interessante lygtepæle at snuse op ad end hovedplottet.
Det leder til et kort visit hos en høflig robot (med stemme fra Matt Berry), der stjæler organer, en tur under jorden til et fordækt bunkersamfund samt en større konspiration hjemme i Lucys Bunker 33.
Men i modsætning til et videospil kan det træge hovednarrativ ikke ignoreres for evigt. Og ’Fallout’ kan ikke dy sig for gang på gang at spinde unødige oprindelseshistorier på ikonografi fra serien. Fra robotten Mr Handy’s stemme til seriemaskotten Vault Boy og sågar den oprindelige atomkrig.
Da ’Fallout’ endelig tøffer ind på stationen med en forventet cliffhanger til en lovet anden sæson, er det i det mindste med løftet om at genbesøge det bedste af spillene fra serien. If you know, you know …
Forhåbentlig vil de tre ensomme vandrer Lucy, Cooper og Maximus fortsat finde grunde til at lave alt andet end at følge den støvede hovedvej. Eller måske manuskriptforfatterne kunne komme på en god rød tråd til anden ombæring, som er værd at følge til dørs.
Kort sagt:
En skønne dag vil vi formentlig se tilbage på denne videospilsadaptation af ’Fallout’ og sige: »Ja den er god, men bare spring første sæson over«.