Der er godt nyt til dem, der var helt opslugt af sidste års kæmpesucces ’The Last of Us’.
Selvom vi endnu har til gode at se anden sæson, der får premiere næste år, bekræftede seriens showrunnere, Craig Mazin og Neil Druckmann, tilbage i februar, at der kommer en tredje sæson. Nu fortæller duoen til Deadline, at det kan være nødvendigt med en en fjerde sæson for at yde den komplekse fortælling retfærdighed.
»Vi tror ikke, at vi kan fortælle historien indenfor to sæsoner, fordi vi vil give os god tid til at gå ned ad nogle interessante veje, som vi gjorde i første sæson. Historien får måske brug for en fjerde sæson«, forklarer Mazin.
Første sæson af den postapokalyptiske spiladaptation tager udgangspunkt i det første spil, mens anden og tredje sæson forventes at blive en todelt fortælling af det andet spil. Skulle der komme flere sæsoner, ville det også kræve en videreudvikling af universet, der går ud over det oprindelige kildemateriale. Men det kan være en nødvendighed ifølge Craig Mazin.
»En ting er helt sikkert. Jeg kan ikke se, hvordan vi på kun én sæson skal kunne fortælle den historie, der er tilbage efter sæson to«, forklarer han.