Taylor Swifts ’Shake It Off’ har en helt særlig plads i Lupita Nyong’os hjerte. Faktisk så stor, at hun tog det på sin egen kappe at kontakte Taylor Swift om at få rettighederne til sangen i forbindelse med filmen ’Little Monsters’ fra 2019, som hun spillede hovedrollen i.
I YouTube-talkshowet ’Hot Ones’ fortæller den kenyansk-mexicanske skuespiller om sin kærlighed til sangen, og hvordan den hjalp hende gennem en svær periode af sit liv.
»Jeg var i en periode, hvor jeg tvivlede på mig selv. Jeg var ved at blive lidt deprimeret. Min bedste ven kom til London, og Taylor havde lige udgivet ’Shake It Off’. Han spillede den for mig for at få mig i bedre humør, og vi hoppede rundt på min seng og dansede. Det løftede virkelig mit humør«, sagde Nyong’o.
’Little Monsters’ handler om en gruppe voksne mennesker, der sammen forsøger at beskytte en gruppe børnehavebørn under et zombie-udbrud. I en afsluttende scene spiller ’Shake It Off’, men oprindeligt kunne producerne faktisk ikke få clearet rettighederne til sangen.
»Da de kom og sagde, ’vi kan ikke få rettighederne’, så tænkte jeg: ’okay så laver jeg et pitch. Jeg fortæller Taylor, hvad den sang betyder for mig’. Så fortalte jeg hende historien om, hvordan sangen nærmest havde løftet mig fra en depression, og kort efter var sangen clearet«, fortæller Nyong’o.
Nyong’o kan for tiden opleves i en hovedrolle i ’A Quiet Place: Day One’.