‘Megan’: Megan Thee Stallion er både otaku, Texas-rapper og hot girl på sit mest personlige album
Jeg har efterhånden hørt alt for mange album, hvor man i jagten på det personlige og intime har skrællet alt det finurlige og idiosynkratiske væk til fordel for sårbar intimitet. Ironisk nok betyder det, at et på papiret »personligt« album som Post Malones ‘Austin’ faktisk savner den personlighed, der i første omgang gjorde Posty til verdensstjerne.
‘Megan’ er Megan The Stallions mest personlige album, men der er ingen grund til at frygte, at det betyder et fravær af Megans flabede oneliner-aggressioner eller hendes humoristiske sexbars. De er her stadig, men denne gang bruges de blot som anledning til at gå et spadestik dybere.
Eksempelvis starter albummet med det hårdkogte hit ‘Hiss’, der allerede i januar vakte opsigt for et slet skjult diss mod Nicki Minaj og hendes voldtægtsdømte mand Kenneth Petty.
Men allerede på det efterfølgende nummer, ‘Rattle’, deler hun sine tanker om hele det hiphop-økosystem, hun er en del af, hvor kolleger som Drake og Eminem har gjort grin med dengang, hun blev skudt i foden: »Street ni**as, rap ni**as comin’ for the Hot Girl / My name start all the discourse / Hate for the Stallion turn opps into homeboys / This tough-guy act, so forced«.
Megan lyder ikke skrøbelig eller usikker i rotteræset. Hun er stadig overlegen og flabet. Men hun lyder som én, der har fået nok. Samme nummer får hende også til at udtale sig om abort, om betaling på dates og øjensynligt til at dele endnu et Nicki Minaj-diss. Hun går fornem balancegang mellem at være overlegen hot girl og at have noget på hjerte.
Vi får humoristisk sexrap i bedste ‘WAP’-ånd på et nummer som ‘Broke His Heart’, men hun går også til emnet på nye måder. På ‘B.A.S.’ rapper hun eksempelvis med Kyle Richh om en seksuel relation præget af løgn og utroskab. ‘Down Stairs DJ’ handler om at onanere, inden hun skal sove, og det ender ikke blot som en fræk sexsang, men som en hyldest til self-love.
Megans store kærlighed til japansk kultur har længe været kendt blandt fans, men på ‘Megan’ folder den side af hendes personlighed sig ud mere end nogensinde. Dels med ‘Otaku Hot Girl’, hvor hun slynger om sig med anime-referencer, og dels med ‘Mamushi’, hvor hun rapper side om side med den japanske (og japansksprogede!) rapper Yuki Chiba.
Hendes identitet som texaner kommer også helt i front. På ‘Accent’ hylder hun på genial vis både sit ophav og sin krop: »I’m thicker than my accent / And ni**as love that shit«, og på ‘Paper Together’ skyder hun sig selv op i Texas-rappens superliga ved at samarbejde med den legendariske duo UGK.
De helt dybfølte skæringer får vi i slutningen af tracklisten. ‘Worthy’, ‘Moody Girl’ og ‘Cobra’ er en flot tretrinsraket, hvor hot girl-facaden krakelere, og særligt sidstnævnte gør stort indtryk med sin ufiltrerede skildring af depression, alkoholmisbrug og selvskade.
‘Cobra’ skiller sig også ud med sin brug af live rockguitar. Hvilket desværre også kaster lys over, at produktionerne på resten af albummet ikke er nær så eventyrlystne eller varierede som Megans indsats bag mikrofonen. Megan selv har også en uheldig tendens til at placere ret repetitive og udynamiske omkvæd mellem de ellers så underholdende linjer.
Hvis der var blevet arbejdet mere på at gøre de dele af pakken lige så underholdende som de vers, der bærer pladen, ville vi have et album, der ikke blot var godt, men decideret fremragende.
Kort sagt:
‘Megan’ er Megan Thee Stallions mest personlige album til dato, og det omfavner hende dermed både som otaku, som texaner, som en kvinde med et aktivt sexliv og som én, der døjer med depression i et hiphop-rotteræs.