Francis Ford Coppolas ’Megalopolis’ fik en noget splittet modtagelse, da den fik verdenspremiere på dette års filmfestival i Cannes, men det var ikke kun foran kameraet, at dramaet udspillede sig.
I et nyt interview med the New York Times, tager Coppola nemlig til genmæle over for anklagerne om, at han skulle have opført sig chikanerende under optagelserne.
I sidste måned kunn The Guardian berette om upassende opførsel fra Coppola på settet. Angiveligt skulle den 85-årige instruktør have hevet kvinder op for at sidde på sit skød under optagelserne af en natklubsscene og gået rundt og forsøgt at kysse de topløse, kvindelige statister i forsøget på at »få dem i den rette stemning«.
Coppola benægter, at han på nogen måde skulle have opført sig upassende og forklarer, at det strider mod hans moralske kompas og opdragelse.
»Min mor sagde, at hvis du forsøger at bejle til en kvinde, betyder det, at du ikke har respekt overfor hende. Og de piger jeg var vilde med, har jeg bestemt ikke været respektløs overfor«.
Samtidig forklarede Coppola også, at han er for genert til at være »touchy feely«.
I lyset af de første anklager, som The Guardian bragte frem mod filmens premiere, tog instruktørassistent Mariela Comitini til genmæle i en pressemeddelelse. Her forklarede hun blandt andet, hvordan Coppola »skabte et levende, professionelt og positivt miljø på set«.
Filmens executive producer Darren Demetre modsagde også anklagerne i en pressemeddelelse og forklarede at »(han, red.) aldrig var klar over klager om chikane« under optagelserne.
Filmens hovedrolleindehaver Adam Driver forsvarede også Coppola og stemningen på set i en udtalelse til Indiewire.
»Jeg genkender slet ikke det set, I snakker om. Det miljø, som Francis skaber er fokuseret og inspirerende. I øjeblikket følger vi tidsplanen, og ærlig talt har det været en af de bedste oplevelser med optagelser, jeg har haft«, forklarer Driver.
’Megalopolis’ har fortsat ingen distributør, og det er uvist, hvornår vi får den at se i Danmark.