Blandt de danske album, vi glæder os mest til i efteråret, er Elias Rønnenfelts solodebut.
Nu har Iceage- og Marching Church-frontmanden officielt annonceret det imødesete soloalbum, der bærer titlen ‘Heavy Glory’, skriver Pitchfork.
‘Heavy Glory’ består af 12 sange, som Rønnenfelt har co-produceret med Nis Bysted. Albummets to sidste numre er ifølge Pitchfork cover-sange af henholdsvis Spaceman 3’s ‘Sound of Confusion’ og Townes Van Zandts ‘No Place to Fall’. Britiske Joanne Robertson gæster desuden sangen ‘Soldier Song’.
Rønnenfelt udgav i starten af sommeren førstesinglen ‘Like Lovers Do’. I forbindelse med albumannonceringen kommer også den nye single ‘No One Else’ med dertilhørende musikvideo, der er filmet i amerikansk rodeoland.
‘Heavy Glory’ udkommer 25. oktober på det danske pladeselskab Escho.