1. Spleen United ‘Blur of Zebras’ (23. august)
I 2013 gik Spleen United i opløsning, og forsanger Bjarke Niemann satte fokus på projektet Lightwave Empire i stedet. Men i 2019 vendte den elektroniske rockgruppe tilbage, og efter række singler vil de til august udgive deres første album i 12 år.
2. Debbie Sings ‘Debbie’s Songs’ (13. september)
Hvis man har set Debbie Sings live den seneste håndfuld år, ved man, at hun har et hav af uudgivne sange på samvittigheden. Det eksperimenterende, elektroniske poptalent vil langt om længe udgive en samling af dem, når hun albumdebuterer til september.
3. Yune ‘Lemon Soft Perfection’ (20. september)
Der er altid grund til at holde øje med et band, hvis de har lokket Düreforsög-medlem og overall lydtroldmand Nis Bysted i producerstolen. Bysted har været inde over alle Iceages plader de seneste 11 år, og de shoegazede rocktoner, han hidtil har opnået med Yune, har været vældig lovende.
4. Efterklang ‘Things We Have In Common’ (27. september)
Det kommende Efterklang-album tager udgangspunkt i skitser skrevet af pianist Rune Mølgaard, der i 2007 trak sig fra bandet for at blive en del af mormonkirken.
I 2022 stoppede han dog i kirken, og han er nu tilbage i Efterklang, hvorfor dette nye album har været en terapeutisk måde at bearbejde og hele efter hans spirituelle rejse.
5. Atusji ‘Slowboat til Asakusa’ (25. oktober)
Atusjis kommende album bliver hans første dansksprogede udgivelse, og det tænksomme titelnummer er en af hans allerbedste sange hidtil.
Den dansk-japanske singer/songwriter beskriver det selv som »et album, hvor jeg mere end nogensinde før omfavner min egen alder og den musiker, jeg er blevet af at blive ældre«.
6. School of X ‘Seventh Heaven’ (1. november)
Når Rasmus Littauer ikke har travlt med at være vikarierende The Mind of 99-trommeslager, laver han vidunderlig popmusik under navnet School of X.
På hans kommende album medvirker Helena Gao og Noah Carter, og i producerstolen sidder denne gang Søren Buhl Larsen, der er kendt for sit arbejde med blandt andre Brimheim og Lucky Lo.
7. Selma Judith ‘Half Truths From a Broken Heart’
Selma Judith sørgede for, at ‘Half Truths From a Broken Heart’ levede op til sin titel, da hun i april udgav en version af albummet, hvor man kunne lytte til præcis hver anden sang fra tracklisten. Den fuldstændige udgave af albummet lander dette efterår, skriver Judith på Instagram.
8. Dayyani ‘Recipe for Love’
Siden 2021 har popkometen Dayyani udgivet én ep om året, men med ‘Recipe for Love’ går hun over til albumformatet. Singlerne ‘Nobody Kills Me Like You Do’ og ‘Worry Bout That Bridge’ vidner fortsat om bundsolidt pophåndværk, og albummet forventes ifølge Ritzau ude i løbet af efteråret.
9. Elias Rønnenfelts solodebut
Elias Rønnenfelt har i over et årti været en af dansk rocks vigtigste stemmer. Ikke blot som forsanger i Iceage, men også som medlem af Vår/War, Pagan Youth, Marching Church og Contour.
Man har i nogle år kunne opleve ham som live som solist, men i år har det endelig mundet ud i studieoutput, og her vender han snuden mod en singer/songwriter-lyd. Første single er allerede ude, og der er nok et album i støbeskeen.
10. Aggis debutalbum
I et Soundvenue-interview fortalte afropop-håbet Aggi tidligere i år, at hun var i gang med at lægge sidste hånd på sit debutalbum. På Roskilde Festival havde hun også medbragt godt med nye sange, så det føles ikke usandsynligt, at albummet lander senere i år.
11. Gorgeous’ debutalbum
Country-poprock-duoen Gorgeous meddelte ligeledes i juni, at de næsten var i mål med en albumdebut. Det gjorde de i forbindelse med udgivelsen af den melodiøse single ‘Subconscious’, som derfor nok vil figurere på den kommende trackliste.
12. Østens debutalbum
Allerede i januar, da Østen singledebuterede, var et debutalbum efter sigende »lige om hjørnet«. Men så voksede hypen med uforudset hastighed, og det er skam til at forstå, at han så tillod sig at udskyde det lidt.
Men nu vil vi altså snart vide, hvilken albumkontekst, ‘Når du rører ved mig’ og den storhittende ‘Regn’ stammer fra.
13. Karoline Funders debut-ep
Indiefolk-talentet Karoline Funder imponerede lige fra debutsinglen ‘Vores forhandling’, og allerede dengang udmeldte hun, at vi kunne forvente en »større udgivelse« til efteråret. Der er nok tale om en ep.
14. Takykardias andet album
Med singlen ‘Jaw Dance’ fra sidste år, annoncerede poptrioen Takykardia, at de forventede et nyt album ude i løbet af 2024. Meget mere ved vi ikke om det kommende værk, men når det er opfølgeren til 2020-pragtværket ‘Better’, er forventningerne selvfølgelig høje.
15. Bathshebas debutalbum
Okay, denne er ikke officielt udmeldt, men den virker meget sandsynlig.
Dels udgav hun for nogle måneder siden electropopsangen ‘Love Me More’, der skulle indlede »et nyt kapitel« i hendes karriere – det betyder næsten altid album. Dels spillede hun på Roskilde Festival i år – det gør man sjældent uden ny musik om hjørnet. Og dels indtager hun Store Vega til oktober.
Så mon ikke det betyder, at hun albumdebuterer cirka deromkring?