Kender du begrebet »kokainkæber«?
Det gør Takykardia, og de har skrevet en sang om det, som Soundvenue i dag har premiere på. ‘Jaw Dance’, hedder den endda.
Kort sagt til de uindviede: Kokainkæber – eller coke jaw, som det hedder på engelsk – beskriver de ufrivillige kæbebevægelser og tænderskærende grimasser, der for mange er et vilkår ved at tage kokain.
Det er ret ucharmerende, mener Luna Matz, der står i front for den danske poptrio. Og det kan faktisk være decideret ubehageligt at være vidne til.
»’Jaw Dance’ handler om, hvor ubehageligt selvbevidst og ukomfortabel jeg kan blive, når jeg er straight sammen med nogen, der er på coke – især hvis det er nogen, jeg normalt rigtig godt kan lide eller måske endda finder tiltrækkende«, forklarer Matz i en mail til Soundvenue.
»Tit mærker jeg, at folk, som er super coked up, har en meget hård energi. Det bløde, kærlige og empatiske er for mig ikke altid så synligt hos folk, når kokainen løber i deres blod. Nogle gange føler jeg, at jeg er til en lukket fest, som jeg ikke er en del af – og heller ikke har lyst til at være en del af«.
Ifølge Matz har man hørt en masse sange om at være på coke, men endnu ikke nogen, der beskriver, hvordan det føles at være den i selskabet, der ikke er på coke. Så hun og resten af Takykardia har taget sagen i egen hånd.
Luna Matz indrømmer, at hun måske er lidt sart. At hun til tider gør »overdreven modstand« mod de folk, som er på coke i hendes selskab.
»Am I boring? Am I too vain? Should I just take some to feel less ashamed?« spørger hun blandt andet i det kæberaslende diss-track, der med sine hylende synthlinjer og eksplosive trommer lyder mindst lige så kompromisløst som debutalbummet ‘Better’ fra 2020.
Samtidig står hun dog fast på sit budskab: »Jeg har aldrig mødt et menneske, jeg bedre kunne lide med en dansende kæbe og en nonstop ego-talestrøm end uden! Har du?«.
Foruden Matz tæller Takykardia også jazztrommeslageren Troels Dankert og den selverklærede synth-nørd David Nedergaard.
Den progressive poptrio har ikke givet meget lyd fra sig de seneste tre år, men med ‘Jaw Dance’ er de nu endelig begyndt at løfte sløret for deres andet album, der forventes at udkomme i 2024.
Takykardia er med andre ord tilbage. Med »fuld fart fremad og eksplosiv popstjerne-energi«, som Matz formulerer det.