PORTRÆT. Sally Rooney er en af de få nulevende forfattere, der nærmest er en genre i sig selv.
Der skal ikke ret meget mere til, end at en anden forfatters bog handler om komplicerede relationer mellem unge mennesker, før forlaget sniger en »lidt a la Sally Rooney«-beskrivelse ind i presseteksten.
Selv om den 33-årige irske forfatter selv har forsøgt at drosle ned for opmærksomheden ved at droppe sociale medier og flytte på landet, har hun ikke kunnet flygte fra sin status i litteraturverdenen, hvor både hendes person og arbejde er blevet gransket af fans, siden hun opnåede global succes med sin første roman for syv år siden.
Bare et scroll gennem Reddit og BookTok – et bogfælleskab på TikTok – afslører et utal af analyser af hendes forfatterskab om alt fra marxistiske læsninger til de navlepillende udsagn i bøgerne, der vækker genklang hos læserne.
Det har fået flere til at kalde hende en generationsstemme for millennials som hende selv.
»Sally Rooneys karakterer er en slags irriterende twentysomethings. Jeg er en slags irriterende twentysomething«, som en anonym bruger skriver på Reddit.
Forfatteren er efter tre hypede romaner stadig en litterær popstjerne i sin helt egen liga. Og allerede nu summer de sociale medier af forventning til et ægte sad girl autumn read, når hendes længe ventede fjerde roman udkommer på tirsdag simultant på mere end 40 sprog. Allerede før udgivelsen ligger over 1.000 anmeldelser klar på bogplatformen Goodreads.
Med andre ord er der høje forventninger til den ny udgivelse, ‘Intermezzo’, der handler lidt om skak, men mest om den type komplekse relationer, som læserne kender og elsker hende for.
Som noget nyt udspiller historien sig denne gang mellem et brødrepar. Gennem det hele strømmer til gengæld endnu en gang de ideologier og eksistentielle grundproblematikker, forfatteren selv identificerer sig med.
Kan kærlighedshistorier være marxistiske?
Sally Rooney er født i 1991 i den irske by Castlebar. Hendes far arbejdede for et teleselskab, mens hendes mor drev et kunstcenter. Som ung studerede hun på Trinity College i Dublin, hvor hendes to første romaner også foregår.
’Samtaler med venner’ fra 2017 og ’Normale mennesker’ fra 2018 satte tonen for hendes forfatterskab og handler begge om kærlighed og venskab i lyset af køn og klasse. Det skinner særligt igennem i forfatterens anden bog, der solgte en million eksemplarer alene i Storbritannien.
Succesen blev ikke ligefrem mindre af serieversionen fra 2020 med Daisy Edgar-Jones og Paul Mescal i rollerne som forelskede unge, hvis forskellige sociale baggrunde spænder ben for deres forhold over flere år.
Temaerne har Rooney med fra barnsben, hvor hun blev opdraget til at »yde efter evne og nyde efter behov«, som The New Yorker har beskrevet.
Det har smittet af på hendes forfatterskab.
»I mit eget liv betragter jeg i høj grad den verden, vi lever i, gennem et marxistisk framework«, sagde Sally Rooney selv om sit arbejde i et interview under Louisiana Literature i 2018.
Men det er ikke den klassiske arbejderklasseroman á la amerikanske John Steinbecks tunge stil, der interesserer Sally Rooney. I stedet beskæftiger hun sig med, hvordan klassebaggrund flytter ind i intime rum. Det er måden karaktererne interagerer med hinanden, der gør dem så relaterbare. De er hyperoptagede af deres eget indre liv, men aldrig helt fri af etablerede magtstrukturer. Hverken når de elsker, tænker eller skriver emails.
Under #sallyrooney på sociale medier florerer interviewet på Louisiana Literature stadig. Hun var med kun sin debutroman på repertoiret inviteret som hovednavn på festivalen i samtale med chefredaktør Martin Krasnik fra Weekendavisen.
I et særligt sigende øjeblik diskuterer de to, om politisk teori kan spille en hovedrolle i kærlighedshistorier. Martin Krasnik påpeger, at karaktererne i ’Samtaler med venner’ afviger fra gængse kærlighedssprog.
»En marxistisk analyse lyder jo ikke ligefrem som ‘kom og tag mig’. Det er et helt andet sprog«, siger han.
Rooney svarer med et spørgsmål inden for noget, der føles som et par nanosekunder.
»Men er det nu også det?«, siger hun
Og på en måde opsummerer det forfatteren meget godt:
For hende flytter marxismen helt med ind i soveværelset.
Ikke arbejderklasse nok
At blive udråbt til at være repræsentant for noget – om det så er den ultimative millennial eller marxistisk samtidsforfatter – kommer ofte med den bagside, at man skal leve op til folks idéer om en.
Internettet har for eksempel kritiseret Sally Rooney for ikke selv at komme nok fra arbejderklassen og alligevel tjene penge på at skrive om den.
Det omkvæd kender vi, og ofte er historien den samme, ligegyldigt hvor lidt privilegeret et udgangspunkt den pågældende forfatter skriver fra.
Hvis forfattere opnår succes ved at skrive om underklassen og (gys) får adgang til eliten, bliver de efterfølgende beskyldt for at være poor core ved at lukrere på samme klasse. Édouard Louis har fået hele turen i Frankrig, og herhjemme var det senest Glenn Bech, der på sociale medier blev beskyldt for at være blevet kendt og rig, mens han stadig profiterer på underklassen.
På et tidspunkt besluttede Sally Rooney sig for at droppe sociale medier for at få noget fred. Et modigt træk når man er sat i scene som en J.D. Salinger for Snapchat-generationen, som internationale medier ofte har kaldt hende.
Offentligheden ved ikke ret meget mere om hende end, at hun bor i sin barndomsby og er gift med en matematiklærer. Men mystikken omkring hendes privatliv har ikke gjort hypen mindre.
Generation det ene og det andet
Andre mener dog, at det er en fattig læsning at tolke Sally Rooneys bøger som en slags millennial-håndbog.
Med udgangspunkt i ’Skønne verden, hvor er du’ – forfatterens tredje roman fra 2021 – ruskede kulturkritiker Felix Thorsen Katzenelson fra Politiken for tre år siden grundigt op i den danske anmelderstand. Han ville vide, hvorfor alle anmelderne af bogen var så gamle og kritiserede blandt andet den såkaldte »femstjernede onkelhed« for ikke at læse Sally Rooney som andet end en repræsentant for generation det ene eller det andet.
Og selvfølgelig hader forfatteren også selv at blive kaldt en generationsstemme.
»Det er ikke mit job at udfylde mine bøger med en bestemt type karakterer, som jeg forestiller mig, at folk kan relatere til«, har hun sagt i et interview med The Guardian.
Alligevel ser læsere ofte både sig selv og forfatteren i hendes karakterer.
I Rooneys tredje roman, ‘Skønne verden, hvor er du’, er én af de to hovedpersoner, Alice, også forfatter og bliver trukket ind i en ufrivillig offentlig hvirvelvind. En stor del af romanen er skrevet som emails mellem hende og veninden Eileen. Det er en klassisk elegant Rooney-finte, hvor politiske spørgsmål bliver flettet ind i moderne prosa og ender med at føles som en romance fyldt med kække oneliners af nærmest eksistentiel karakter.
Som Alice selv skriver:
»Jeg sidder her og skriver endnu en mail om sex og venskab. Hvad er der ellers at leve for?«.
Tilbage på Louisiana afbryder Martin Krasnik pludselig Sally Rooneys talestrøm med et skeptisk spørgsmål.
»Men en kærlighedshistorie, kan da ikke være marxistisk, kan den?«, spørger han.
Sally Rooney svarer, at hun ikke ved det, men hun skal nok finde ud af det.
To dage senere udgav hun ‘Normale mennesker’, der blev sin tids største klasse- og kærlighedsroman.