Apple TV+-serien ’Presumed Innocent’, som i første sæson fulgte Jake Gyllenhaals mordmistænkte advokat Rusty Sabich, vil i den næste sæson tage udgangspunkt i et nyt univers med nye karakterer. Dermed fortsætter serien i antologi-format.
Første ombæring af serien, som fik fem stjerner af Soundvenues anmelder, var baseret på Scott Turows roman af samme navn, og i den kommende sæson vil Jo Murrays bog ’Dissection of a Murder’, der endnu ikke er udgivet, være historiens afsæt. Det skriver Deadline og TheWrap.
Her kommer vi til at følge advokaten Leila Reynolds, som tager hul på sin første mordsag. Romanen kommer dog først ud i foråret 2026, og derfor må man væbne sig med tålmodighed på anden sæson.
I første sæson blev Rusty Sabich sat på sagen, da hans kollega Carolyn (Renate Reinsve) blev fundet myrdet, men det viser sig hurtigt, at han faktisk havde en affære med hende. Derfor bliver Sabich pludselig mistænkt, hvorefter hans anklagerkollega Tommy (Peter Sarsgaard) sætter sig for at bevise hans skyld.
Skaberen David E. Kelley vender tilbage i anden sæson, mens Gyllenhaal også igen er executive producer og Turow co-executive producer
Da serien blev fornyet med endnu en sæson, var der spekulation omkring, hvorvidt den nye historie skulle baseres endnu en Turow-bog. ’Presumed Innocent’s efterfølger ’Presumed Guilty’ udkommer nemlig til januar næste år. Men nu går serien altså antologi-vejen, som er blevet en udbredt strategi blandt flere streamingtjenester. HBO-serien ’The White Lotus’ og Netflix-serien ’Monsters’ har begge med stor succes startet deres nye sæsoner med fornyede udgangspunkter.