‘The Substance’-instruktør og Steve McQueen boykotter filmfestival efter »misogyn« kommentar

‘The Substance’-instruktør og Steve McQueen boykotter filmfestival efter »misogyn« kommentar
Demi Moore i 'The Substance'. (Foto: Camera Film)

Det trak overskrifter i de amerikanske branchemedier, herunder Variety, da ’12 Years a Slave’-instruktør Steve McQueen tidligere på ugen valgte at boykotte den polske filmfestival Cameraimage.

Oscar-vinderen var planlagt som gæst til åbningsfilmen, som var hans egen nye Anden Verdenskrig-film ‘Blitz‘. Desuden skulle McQueen modtage en ærespris.

Nu har instruktørkollegaen Coralie Fargeat, der står bag den nye bodyhorrorfilm ‘The Substance’, valgt at blive hjemme fra selvsamme festival, skriver Indiewire.

Årsagen til begge filmskaberes boykot er en kronik i magasinet Cinematography World skrevet af filmfestivalens direktør, Marek Żydowicz. Her syntes direktøren at indikere, at festivalens program ville have flere »middelmådige filmproduktioner«, hvis man gik efter større repræsentation af kvindelige filmfotografer og instruktør.

»Burde vi afvise, hvad der er værdsat og værdifuldt bare for at ‘gøre plads’ til nødvendigheden af ​​social forandring?«, skrev Żydowicz i kronikken, som han siden har undskyldt for.

»Mens festivaler som Cannes, Berlin eller Venedig bliver kritiseret for deres valg som følge af at bukke under for eller promovere politiske eller ideologiske tendenser, forbliver Camerimage forpligtet til kunstneriske værdier som det førende kriterium for at kvalificere og promovere filmkunst«.

Coralie Fargeat kalder i et Instagram-opslag direktørens kommentar for »misogyn«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Efter at have opdaget de meget misogyne og stødende ord fra direktøren af ​​Camerimage Film Festival, har jeg besluttet at trække ‘The Substance’ fra festivalen (og Benjamin Kračun (filmens fotograf, red.) har besluttet ikke at deltage)«, skriver instruktøren.

»’The Substance’ handler om indvirkningen af ​​netop denne type adfærd på vores verden. Vi skal ikke tolerere det længere. Vi sender vores støtte til alle involverede i festivalen og håber, at denne beslutning vil være med til at skabe en tiltrængt forandring«.

Tidligere på ugen kom Steve McQueen med en lignende begrundelse for aflysningen af sin egen deltagelse (‘Blitz’ var dog stadig festivalens åbningsfilm).

»Efter at have læst Marek Żydowicz’ kronik om kvindelige filmfotografer, har jeg besluttet ikke at deltage i åbningen af ​​min film ‘Blitz’ denne weekend. Selvom han har givet en undskyldning, kan jeg ikke komme over, hvad jeg betragter som dybt stødende ord. Jeg har enorm respekt for filmfotografer af alle køn, inklusive kvinder, og mener, at vi skal gøre det bedre og kræve bedre for at give plads til alle ved bordet«, skrev han ifølge Variety.

‘The Substance’ spiller for tiden i de danske biografer. ‘Blitz’ får premiere på Apple TV+ 22. november.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af