FKA Twigs har netop færdiggjort sin omfattende europæiske Eusexua Tour, opkaldt efter den britiske artpopstjernes seneste album, ‘Eusexua‘.
Det bliver ikke hendes eneste udgivelse i 2025. For til weekendens koncert på den hollandske festival Lowlands kunne FKA Twigs afsløre, at hun har et helt nyt album på vej, som lander inden længe. Det skriver Stereogum.
»Ny musik – jeg er fyldt og overstrømmende og klar til at føde. Hendes navn er ‘Afterglow’. Og min fødsel skal begynde næste måned«, sagde hun fra scenen.
Ifølge Stereogums oplysninger bærer albummet titlen ‘Eusexua Afterglow’, men her er tale om et helt nyt album og ikke blot en deluxe-udgave af ‘Eusexua’. Og at dømmer efter hendes fødselsallegori udkommer det altså til september.
Den klubbede single ‘Perfectly’, som FKA Twigs udgav i juli, bliver sandsynligvis at finde på det nye album.
Denne sommer lagde FKA Twigs vejen forbi Roskilde Festival, hvor Soundvenues anmelder Niels Jul Bruun kvitterede med topkarakteren seks stjerner til den »overvældende« koncert.
»FKA Twigs’ Arena-show mindede os om alle de følelser, der gemmer sig indeni. Glæde, kærlighed, sorg og særligt det begær, vi alt for ofte gemmer væk. Cirka ét nummer tog det, før FKA Twigs og hendes dansetrup havde smidt tøjet og stod i deres sandfarvede undertøj, klar til at vise os deres allerinderste«, lød det.
