Fem år senere har vi mere brug for Cardi B og Megan Thee Stallions ‘WAP’ end nogensinde før

Cardi B møder kritik for at inkludere en fem år gammel sang på sit længe ventede andet album, 'Am I the Drama?'. Men det er kun godt, hvis den sexpositive single får et comeback.
Fem år senere har vi mere brug for Cardi B og Megan Thee Stallions ‘WAP’ end nogensinde før
Cardi B. (Foto: Brian Ziff)

KOMMENTAR. Der blev skrevet historie med ’WAP’.

Det er vildt klichéfyldt at skrive, men ikke usandt, når det gælder Cardi B’s eksplicit liderlige single, der har rapperen Megan Thee Stallion som feature.

Sangen udkom for næsten præcis fem år siden og blev dengang mødt med stærke reaktioner i form af både begejstring og backlash. For mens mange vælger at pakke deres seksuelle budskaber ind i behersket billedsprog og neddæmpede metaforer, er Cardi B klar i spyttet fra start:

»I said certified freak, seven days a week / Wet-ass pussy, make that pullout game weak«.

Sangen bliver bestemt ikke mindre eksplicit i resten af dens tekst, hvor Cardi B og Megan Thee Stallion begærligt rapper om deres WAP’s, der altså står for »wet-ass pussy«, hvis nogen skulle have glemt det.

Og med den kommende udgivelse af Cardi B’s længe ventede andet album, ’Am I the Drama?’, bliver ’WAP’ ikke bare endelig en del af en diskografi, men får forhåbentlig også en tiltrængt genoplivelse.

Fem år senere har vi nemlig mere brug for sangen end nogensinde før.

Grove og grådige kvinder

Der er ingen tvivl om, at ’WAP’ først og fremmest er en »sexeksplosion af en sang«, som Soundvenues Kristian Karl kaldte den for fem år siden.

De to kvinder rapper ikke bare om, hvor liderlige de er, men også udtrykkeligt om, hvordan de vil tilfredsstilles af deres heldige herrer (bemærk, at mændene ikke har så meget at skulle have sagt).

»I want you to touch that lil’ dangly thing that swing in the back of my throat«, kommanderer Cardi B på et tidspunkt – hvilket hun selv har udtalt er hendes yndlingslinje i sangen. 

Kvinderne er grove, grådige og det er dem, der har kontrollen. De demonstrerer og ejer deres seksualitet – og deres helt vildt våde fisser.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den ufiltrerede lyrik bliver akkompagneret af et sample fra dj’en Frank Ski, der i løbet af sangens tre minutter bramfrit gentager »there’s some whores in this house« flere gange, end jeg kan tælle.

I musikvideoen er det dog ikke kun Cardi B og Megan Thee Stallion, der er the whores in the house.

Også Kylie Jenner, Rosalía og Normani samt på det tidspunkt newcomers som Rubi Rose, Mulatto og Sukihana blev i bedste sisterhood-stil inviteret med i videoen, der finder sted på et farvestrålende palæ dekoreret med guldbelagte kvindekroppe, et springvand med vandsprøjtende bryster og en masse majestætiske kattedyr.

’WAP’ bliver hermed så meget mere end bare en sexeksplosion. Den er en feministisk magtdemonstration. Og den har vi brug for endnu en gang.

Cardi B’s Donald-diss

I de fem år der er gået, siden ’WAP’ udkom, er Donald Trump som bekendt blevet præsident igen (og i øvrigt dømt for et seksuelt overgreb).

Trumps sejr over den brat og progressive Kamala Harris kan føles som et nederlag for feminismen, og han var da også hurtig til både at erklære krig mod woke og tilbagekalde dekreter med formål at fremme mangfoldighed, lighed og inklusion, efter han atter fik nøglerne til Det Hvide Hus.

Cardi B var bestemt heller ikke glad, da sejren til Trump tilbage i november ikke længere kunne fornægtes. Her skrev hun kortfattet »I hate y’all bad« i en story på Instagram.

Den 32-årige rapper har nemlig aldrig lagt skjul på sin holdning til den orange overlord. Til et Kamala Harris-rally sidste år italesatte Cardi B netop hans kvindefjendske politik og udtalte blandt andet:

»People like Donald Trump don’t believe women deserve rights. When those rights are threatened, he disappears«.

Megan Thee Stallion og Cardi B til Grammy Awards 2021. (Foto: Kevin Winter/Getty Images for The Recording Academy)

Da ’WAP’ udkom, var det især republikanere og konservative, der kritiserede sangen.

I en reaktionsvideo på sin egen YouTube-kanal lagde den politiske kommentator Ben Shapiro bestemt ikke skjul på sin foragt for sangens seksuelt eksplicitte sprogbrug, ligesom han virkede uforstående over for, hvorfor ’WAP’ skulle have noget som helst at gøre med feminisme.

Fox News-profilen Tucker Carlson kaldte ligeledes sangen for »skrald«, mens den konservative kommentator Candace Owens kaldte Cardi B og Megan Thee Stallions Grammy-optræden for »et angreb på amerikanske værdier og traditioner«.

Derfor var det også på sin plads, da en større gruppe mennesker samledes foran Det Hvide efter Donald Trumps valgnederlag i 2020 for at synge – you guessed it – ’WAP’.

’WAP’ blev et symbol på det progressive, feministisk modstandskraft og et modsvar til alt, hvad Trump og verdens anti-woke magter står for.

Cardi B kaldte selv det virale øjeblik for en kæmpe sejr for hende og Megan Thee Stallion, ligesom hun beskrev momentet sådan her: »Power of the pussy, ya heard?!«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De våde fissers magt

Det er ikke kun i USA, at der er brug for at synge en feministisk slagsang igen. På sociale medier prædiker Andrew Tate-typer antifeminisme, mens online incel-fællesskaber er i vækst.

Sidste måned vandt den konservative Karol Nawrocki Polens præsidentvalg og dermed ser håbet for at omgøre Polens de facto afskaffelse af den fri abort fra 2020 ud til at være slukket.

Og selvom Italien i 2022 fik deres første kvindelige premierminister, så er det langtfra en progressiv en af slagsen – Giorgia Meloni kommer fra den yderste højrefløj og er imod både kvindekvoter og det, hun selv kalder LGBT-lobbyen.

Naturligvis kan hverken Cardi B eller Megan Thee Stallion gøre det store ved verdens politiske situation og online kvindehad, men sange som ’WAP’ kan måske alligevel være med til at fremme kampen. Et stream ad gangen.

Cardi B. (Foto: Brian Ziff)

Selvom der både før og efter ’WAP’ har været kvinder, der rapper eksplicit og kompromisløst om deres seksualitet, har jeg endnu ikke oplevet en lignende sang med samme mainstream gennemslagskraft som ’WAP’.

Til trods for (og måske netop på grund af) hate fra reaktionære typer, så er ’WAP’ i dag gået otte gange platin.

Alligevel blev det mødt med kritik, da Cardi B annoncerede, at ’WAP’ ville blive en del af det kommende album. Kritikken går især på, at sangen kun bliver inkluderet for at forøge albummets overordnede streamingtal.

Til det svarede Cardi B tidligere i år i et opslag på X: »Go cry about it!!!«.

Måske vil vi se Ben Shapiro græde over megahittets forhåbentlige comeback. Man har vel lov at håbe.

’Am I the Drama?’ udkommer 19. september.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af