KOMMENTAR. Det er efterhånden et ganske velbeskrevet faktum, at generation-Z – som jeg i øvrigt selv tilhører – drikker mindre end tidligere generationer.
Faktisk er det kommet så vidt, at selv franske unge i stadig stigende grad holder sig fra sig fra de liflige landvine, som ellers utvivlsomt har været udslagsgivende for fremkomsten af både franske nybølgefilm, eksistentialistisk litteratur og melankolske chansoner sunget af Françoise Hardy … alt det, der gør livet værd at leve.
Det rekordlave indtag af alkohol vækker garanteret begejstring hos Sundhedsstyrelsen, men det kunne alligevel godt tyde på, at der – som det hedder i det velkendte meme – er nogen, som ungdommen har glemt at spørge om lov, inden de sådan fravalgte det alkoholiserede liv.
For nu er ingen ringere end Sabrina Carpenter kommet både bryggerier, udskænkningssteder og, ja, hele ungdommen til undsætning med præcis den druksang, som det pludselig står soleklart, at vi hele tiden har manglet.
Intet trist at spore her
Allerede da jeg så tracklisten til Sabrina Carpenters nye album, ’Man’s Best Friend’, vidste jeg, at sangen ’Go Go Juice’ højst sandsynligt ville blive en lytteværdig oplevelse.
Som en stor fan af tåkrummende kitsch genkendte jeg nemlig med det samme titlen som en reference til det hedengangne realityprogram ’Here Comes Honey Boo Boo’, hvor den mildest talt excentriske mor June fodrer sin seksårige (!) datter Honey Boo Boo med en særlig go-go juice, der består af lige dele Red Bull og Mountain Dew, så hun har energi nok til at deltage i de langvarige skønhedskonkurrencer, der er en naturlig del af en seksårigs liv.
Da barnets indtag af den sukker- og koffeinholdige cocktail efterfølgende blev mødt af kritik fra bekymrede tv-seere, lød mor Junes svar prompte: »Det kunne være meget værre … jeg kunne have givet hende alkohol«.
Alkohol er der i spandevis i Sabrina Carpenters ’Go Go Juice’, som meget hurtigt er blevet en personlig favorit i hele popstjernens katalog: En fabelagtigt flamboyant hyldest til at drikke kærestesorgerne væk, der får selvdestruktion til at lyde sjovere end nogensinde før.
»Love when happy hour comes at 10 AM o’clock on a Tuesday«, begynder sangen. Det er ikke, fordi Carpenter skal i byen, til fest eller mødes med veninder til champagnebrunch, næ nej: »I’m just drinking to call someone / Ain’t nobody safe when I’m a little bit drunk«, lyder det.
Herefter giver hun sig til at taste telefonnumre ind, og der er ikke en ekskæreste, der ikke får beriget deres dag med et opkald: »Could be John or Larry, gosh, who’s to say? / Or the one that rhymes with ‘villain’ if I’m feelin’ that way«.
Er man spekulativt anlagt, kan man tænke lidt over, hvordan »John«, »Larry« og »villain« rimer en hel del på Shawn (Mendes), Barry (Keoghan) og Dylan (O’Brien). Hm.
Det lyder nok lidt trist sådan at sidde fuld, alene og desperat ringende til sine ekskærester tirsdag formiddag, men der er en glamourøs aura over sangen, der sikrer, at den eksistentielle krise holdes ud i strakt arm.
Sabrina Carpenters fuldskab fremmaner detaljerede billeder af en falleret skønhedsdronning med papillotter i håret og en løstsiddende kåbe af chiffon. Et stort, skvulpende hvidvinsglas og et cigaretrør. En telefon med drejeskive. Og det er der altså intet trist over.
Alkoholiseret visdom
Det bedste ved ’Go Go Juice’ er dog måden, den med sine fremadskridende to-taktsrytmer, sit energiske honky tonk-klaver og sin legesyge fiol – der smyger sig kælent omkring de rustikke trommer og den akustiske guitar – fuldstændig lægger sig i forlængelse af de utallige country-sange, der gennem tiden har hyldet alkoholens lyksaligheder og skumle bagsider.
Det kan godt være, at Carpenter synger om at sidde alene hjemme, men musikalsk er vi på et stuvende fuldt Grand Ole Opry, hvor cowboyhatte flyver gennem luften, og støvlespidser klapper i takt mod gulvbrædderne.
’Go Go Juice’ er på én gang en parodi, en pastiche og en hyldest til klassikere som Merle Haggards ’I Think I’ll Just Stay Here and Drink’, Willie Nelsons ’I Gotta Get Drunk’ og Lorette Lynns ’I’m a Honky Tonk Girl’ – sange, der er skrevet på lige dele hjertesorg og alkoholiseret fandenivoldskhed.
»So I fill my glass up to the rim / To lose my memory of him«, synger Lynn i sidstnævnte. Det er helt klassisk countrysangskrivning, og den gemmer på sin helt egen logik, sin egen visdom.
Og det er den visdom, der går igen, når Carpenter i ’Go Go Juice’ synger skønne linjer som »a girl who knows her liquor is a girl who’s been dumped« og »some good old-fashioned fun sure numbs the pain«.
I sangens C-stykke falder tempoet, og et skævt valsende fuldemandskor – »ba-da-da, da-da-da, da-da-da-da« – overvælder lydbilledet med sin uimodståeligt slingende og sludrende ekstase. Det er lige før, man kan høre ølflaskerne, der knappes op og hurtigt knuses på gulvet, mens fulderikkerne svajer i baren med armene om hinanden.
På albummets efterfølgende sang, den sørgmodige ’Don’t Worry, I’ll Make You Worry’, har tømmermændene for alvor indfundet sig. Men inden det når så vidt, kan man altid lige høre ’Go Go Juice’ bare én gang til.