Arto ‘Querida’
Sommerferien falder sent på dette nye soloprojekt fra sangskriver, multi-instrumentalist og producer Arto Louis Eriksen.
Eriksen har tidligere udgivet musik som Yo Johnny og er særligt kendt som producer for blandt andre Tobias Rahim, Andreas Odbjerg, Drew Sycamore og Gilli, men ‘Querida’ er hans første udgivelse under fornavnet.
‘Querida’ er siesta-doven solskinspop, der bevæger sig i samme tempo som en træt kat i en hedebølge. Og så er den med sine samba- og calypso-elementer svær at lytte til uden at længes mod sydlige himmelstrøg – en kølig drink, en stor solhat og lokale, portugisiske gloser, der går henover hovedet på dig.
‘Quarida’ er et kitschet, men charmerende postkort. Sådan et, man hænger på køleskabet under en souvenirmagnet. Og som alle ferieminder har den sin egen særegne melankoli: Bevidstheden om, at sommeren aldrig varer ved.
Hinds ‘Girl, so Confusing’
På dette cover af Charli XCX’s nyklassiker ‘Girl, so Confusing’ har de spanske indierockere i Hinds begået en lille genistreg.
At forvandlingen af originalens pulserende synthesizere og industrielle elektronik til trommer, bas og guitar er så sømløs, som den er, siger nemlig en hel del om slidstyrken i Charlis sangskrivning.
Og så er der spandevis af ‘Brat’-energi i Hinds vrængende, tonløse vokaler, hvis tykke spanske accent er nærmest uhørt charmerende.
Charli har i løbet af det seneste år hyppigt luftet muligheden for, at hendes næste album bliver et Lou Reed-inspireret rockalbum. Hun kan jo begynde med at ringe til Hinds, der tydeligvis har en helt særlig forståelse for nerven og energien i hendes musik.
Sudan Archives ’Come and Find You’
Sudan Archives bedste sange er nærmest bevidsthedsudvidende i deres surrealistiske detaljerigdom. ‘Come and Find You’, som er femte single fra det kommende album ‘The BPM’, er en af de sange.
Med sine dansable afrobeats-rytmer, sin forførende r’n’b-intimitet, sin art-poppede storslåethed og sin skæve kombination af traditionelle klange og fremadsynede teksturer er ‘Come and Find Me’ en amalgamation af alle de ting, der gør Sudan Archives til noget særligt.
Sangen lyder på én gang ældgammel og totalt futuristisk.
Snuggle ‘Water in a Pond’
Verdens måske mest berømt haikudigt er skrevet i slutningen af 1600-tallet og lyder på dansk: »Den gamle dam / en frø springer i / lyden af vand«.
På ‘Water in a Pond’ – et højdepunkt på den danske indiepop-duo Snuggles debutalbum – hersker en meditativ, nærmest zen-agtig ro, der leder tankerne mod haikudigte og japanske haver med grønt mos og små stenbroer.
Guitaren trækker sig ind og ud af bybilledet som bølger på en strand, mens Andrea Thuesens flyder rundt i en sø af rumklang, og slagene fra en tamburin falder som bløde regndråber. Som sagt: lyden af vand.
Allie X ‘Is Anybody Out There?’
Allie X stod bag et af sidste års mest stilbevidste popalbum med det teatralske ‘Girl With No Face’, der hentede tydelig inspiration fra det kølige 80’er-mørke hos kunstnere som Depeche Mode og Siouxsie & the Banshees.
Nu er hun tilbage med ‘Is Anybody Out There?’ – første singleforløber fra et nyt album, der udkommer til november. Sangen bliver hængene i 80’erne, men inspirationen er denne gang genrer som sofisti-pop og synth-funk.
Om Allie X kan få lige så meget ud af disse genrer, som hun fik ud af den gotiske minimalisme på ‘Girl With No Face’, bliver spændende at følge. Men ‘Is Anybody Out There?’, der især imponerer med sit skæve, melodisk uforudsigelige omkvæd, tegner lovende.
Star Embassy ’Somebody Else’
Cloudrap-projektet Star Embassy fortæller i en pressemeddelse, at deres seneste single, ‘Somebody Else’, er et hvidt flag, en overgivelse og et forsøg på at acceptere nuet og finde modet til at være til stede i det.
Selvom den eksistentielle tyngde bestemt kan mærkes i teksten – »I don’t shine no more / I’m a shadow of myself«, lyder det blandt andet – er ‘Somebody Else’ dog mest af alt et usandsynligt idyllisk stykke musik.
De engleagtige vokalsamples, de sfæriske synthesizere og de indsmigrende melodier skaber en nærmest tryllebindende effekt. Det må være sådan, det lyder, når man når lyset for enden af tunnelen.
Militarie Gun ‘Throw Me Away’
Hvad mener frontmand Ian Shelton egentlig helt præcis, når han kalder Militarie Guns musik »hardcore pop«?
Han mener formentlig sange som denne tredje singleforløber forud for albummet ‘God Save the Gun’, der vanen tro balancerer på en knivsæg mellem bandets hardcore-rødder og powerpoppet singalong.
Ifølge en pressemeddelelse handler ‘Throw Me Away’ om »behovet for ekstern validering og også den dybe vrede over det«, men det glemmer man hurtigt, når først man skråler med på omkvædet.
Kali Uchis feat. Ravyn Lenae ‘Cry about it!’
Der er nostalgi i nærmest uhørte mængder på dette strygerbårne stykke vokalpop, der lyder som en sang, Doris Day kunne have indspillet på 1965-albummet ‘Latin for Lovers’.
Og det fungerer fuldstændig. Dels fordi Kali Uchis og Ravyn Lenaes silkebløde, indsmigrede og ekstremt sødmefulde stemmer er som skabt til at synge denne genre.
Men også fordi den pæne facade bliver spiddet af tekstens herligt flabede femme fatale-energi. »Too bad / So sad / Go cry about it«, synger de med himmelvendte øjne og total overlegenhed.
Ella Augusta feat. Ida Laurberg ‘Bedre held næste gang’
‘Bedre held næste gang’ er en melankolsk, efterårstonet popsang om at blive forladt, bedst som man troede, at det hele gik så godt.
»Ella Augusta og Ida Laurberg er som to veninder, der opmuntrende styrer hinanden udenom den store følelsesmæssige afgrund og op på hesten igen«, skrev vi blandt andet i vores premiere denne uge.
»Man skal ikke lytte længe til ’Bedre held næste gang’, før man pludselig hører sig selv synge med på omkvædets ualmindeligt iørefaldende hyldest til kærestesorgernes midlertidighed«.
Little Simz ‘Don’t Leave Too Soon’
Det er mildest talt ikke altid, musikere bidrager til Netflix-soundtracks med deres bedste sange. Men sommetider sker det.
Som på denne følelsesladede skæring fra Little Simz, der med sin strygerbårne opbygning, heftige breakbeats og messende vokal på ingen måde lugter af venstrehåndarbejde. Tværtimod.
‘Don’t Leave Too Soon’ stammer fra den kommende film ‘Steve’, som vistnok er et socialrealistisk værk om social utilpassethed og mentaleudfordringer. Med andre ord tematikker, der allerede fylder en hel del i Simz’ univers.
Og at filmen har vækket noget i hende, er man ikke det mindste i tvivl om, når man hører sangen.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify:
