ANBEFALING. Da canadiske Allie X sidste år udgav ‘Black Eye’, førstesinglen fra det nye album ‘Girl With No Face’, var det lige før jeg selv tabte øjne, næse, mund, ja, hele ansigtet.
Jeg troede efterhånden, jeg vidste, hvem Allie X var, men der stod hun på coveret iklædt et stift, kantet, Klaus Nomi-agtigt jakkesæt med det kulsorte, olierede hår løbende som tjære ned over den lige så sorte makeup, og så livstræt ud på en usædvanligt chic måde.
Og der var hun i den dystre, teatralske musikvideo iklædt storslåede, ekspressionistiske dragter, der ville være Michèle Lamy værdige, dansende rituelt rundt i en faldefærdig, industriel betonhal til en sang, der kombinerer coldwave med gyserfilmssynthesizere og mørke guitarornamenteringer, der falder som tunge, skæbnesvangre regndråber.
Var Allie X pludseligt blevet… goth?
Jeg kan komme i tanke om få singleudgivelser, der på samme måde har fået mig til at spærre øjnene op. ‘Girl With No Face’ blev med det samme et af mine mest imødesete albumudgivelser.
Nu er albummet endelig landet.
Det euforiske og det frastødende
Albummet ‘Girl With No Face’ optager med sin kombination af monumentale, stadionparate omkvæd og iskold minimalisme en helt unik plads i nutidens poplandskab.
På sin vis passer albummet perfekt ind i en tid, hvor slut-80’ernes æstetik ikke vil slippe sit jerngreb om hitlisterne, og hvor den kollektive yndlingssang synes at være Madonnas ‘Vogue’. Men hos Allie X er 80’er referencerne dog væsentlig mere outrerede.
Albummet lyder, som hvis Ariana Grande ikke var opfostret af Nickelodeon, men derimod som teenager forelskede sig i slidte lp’er med Deutsch Amerikanische Freundschaft, Sisters of Mercy, Depeche Mode og Kraftwerk, sparede alle sine penge sammen til gamle, analoge synthesizere og lange, sorte frakker fra Yohji Yamamoto og tog til dystre fester i brutalistiske betonbygninger i forstæder til Berlin og London.
‘John and Jonathan’, en af albummets allerbedste sange, lyder som et portræt af et par af de enigmatiske karakterer, hun kunne have mødt til en sådan fest. De to dragende, men også utilnærmelige og upålidelige hovedpersoner beskrives med lige dele forelskelse og forfærdelse, og konturerne af en tragedie anes i sangens synthtoner.
Denne særlige kombination af det euforiske og det frastødende er albummets modus operandi.
Mest tydeligt måske på den italo disco-klingende ‘Off With Her Tits’, der befinder sig et ubestemmeligt sted mellem grotesk body horror og drømmen om en queer utopi, hvor mennesket er frigjort fra kroppens snerrende bånd. Sangens styrke ligger i dens stålsatte modvilje mod at bekende sig fuldstændigt til den ene eller den anden tolkning.
Og så i Allie X’ fuldstændigt utøjlede og intet mindre end vanvittige vokalpræstation. En vokal, der hele vejen igennem albummet ikke blot imponerer, men ligefrem chokerer mig med sin styrke, personlighed og alsidighed.
Det ene øjeblik synger Allie X tilbageholdende og køligt hviskende i versene på det uimodståeligt funky titelnummer inden hun i omkvædet bryder ud i langstrakte sirenehyl. Det næste snerrer hun sin indestængte vrede ud på den aggressive og hektiske ‘You Slept On Me’.
Der er en Siouxsie Sioux-agtig fandenivoldsk intensitet over den episke love-on-the-run fabel ‘Galina’, og en Kraftwerk-lignende kitschet monotoni over de reciterede vers i ‘Hardware/Software’.
Albummets eneste ballade, ‘Saddest Smile’, leverer Cocteau Twins-inspireret sfærisk skrøbelighed, mens de operatiske vokaleskapader på afslutningsnummeret, ‘Truly Dreams’, er tydeligt lånt fra Kate Bush.
Allie X bær måske nok sine utallige inspirationskilder som et adelsmærke, men det unikke ligger i måden, hun bringer dem i spil i sange, der så tydeligt forholder sig til verden anno 2024.
Nøgleeksemplet er åbningsnummeret ‘Weird World’, der måske nok lyder som en sang, man kunne finde i sine forældres samling af gamle syvtommersingler, men som behandler en grundangst, der tydeligt har rødder i den digitale tidsalder og ikke i den kolde krig.
Kræftsvulster, kvælning og kanyler
‘Girl With No Face’ er så selvsikkert og stilbevidst et værk, at det godt kan være svært at forstå, at det er skabt af en kunstner, der i snart tyve år med blandet held har søgt efter sin identitet.
Da hun i 2006 selvudgav sit debutalbum, var det under fødenavnet Allie Hughes og lyden var tidstypisk, indie-quirky Regina Spektor-inspireret klaverrock.
Først i 2015 – efter blandt andet at have fortolket Björk i et canadisk talentprogram, hvor hun blev elimineret allerede i runde to – opnåede hun et mindre gennembrud, da Katy Perry anbefalede sangen ‘Catch’, hendes egentlige debutsingle under kunstnernavnet Allie X, på Twitter.
Kort tid efter fulgte ep’en ‘CollXion I’, og det var her, jeg fik øjnene op for hende.
Den lidt foruroligende kombination af ultrabombastisk elektropop, en pastelfarvet, nærmest nuttet æstetik og tekster, der kredsede om kræftsvulster, kvælning og kanyler, gik rendt ind i mit kontrære teenagehjerte, der primært holdt til på Tumblr, hvor Allie X’ musik fandt et hjem side om side med falmede fotografier af blå mærker, visne blomster og cigaretter mellem sprukne læber.
Siden da har jeg fuldt nysgerrigt med, hver gang hun udgav ny musik, men hun formåede ikke helt at fange mig på samme måde igen.
For hver udgivelse fremstod æstetikken mindre i øjenfaldende, mens musikken blev mere og mere generisk. Det forrige album, ‘Cape God’ fra 2020, var så personlighedsforladt, at selv ikke gæsteoptrædener fra Mitski og Troye Sivan kunne redde det. Jeg var ved at give op på Allie X.
Det vil sige: Lige indtil den dag, hun efter næsten tre års fravær fra rampelyset udgav ‘Black Eye’.
Et album, der transcenderer
Med jævne mellemrum udkommer et popalbum, der er så godt, at selv de mest alternative indie-hoveder og de mest kyniske kritikere af det storkapitalistiske, kommercielle popmaskineri må overgive sig.
Et album, hvor sangene er så uimodståeligt iørefaldende, velskrevne og velproducerede, et album, der er så selvsikkert og stilbevidst, et album, der er så propfyldt med personlighed og energi, at det transcenderer det porøse skel mellem pop- og finkultur, mellem mainstream og periferi.
Carly Rae Jepsen lavede sådan et album, da hun i 2015 inviterede alle til for en stund af genopleve deres mest intense teenageforelsker på den euforiske sukkerbombe ‘E·MO·TION’.
Charli XCX gjorde det, da hun i 2017 udgav ‘Pop 2’, der i dag stadig står som hyperpoppens tårnende milepæl.
Caroline Polachek gjorde det sidste år med ‘Desire, I Want To Turn Into You’, der med en renæssancemalers detaljegrad inviterede lytteren ind i en solbeskinnet drømmeverden af uendelig længsel.
‘Girl With No Face’ er ikke blot det album, jeg har ventet på, siden jeg første gang faldt for Allie X tilbage i 2015. Med sin usandsynligt gennemførte kombination af goth-æstetik og pop-sensibilitet er det et album, der i mine ører fortjener at opnå samme status som førnævnte pophovedværker.
Man skal som bekendt passe på med at forudse fremtiden – og jeg er da også villig til at æde mine ord, hvis jeg tager fejl – men jeg tror på, at det kommer til at ske. 2024 bliver Allie X’ år.
’GIrl With No Face’ af Allie X er ude nu.