1. En akavet hændelse
Hvis du tror, du har gjort noget pinligt, er der intet mod, det jeg oplevede sidste uge på arbejdet.
Jeg havde fået en prestigefuld lederrolle i opførelsen af mit firmas nye storcenter og skulle holde en vigtig tale foran alle mine chefer og underordnede, men da jeg skulle sætte mig ned bagefter, knækkede min stol sammen under mig, så jeg kollapsede midt på scenen og endda kom til at kigge op under min kollegas nederdel, fordi jeg landede lige under den. Jeg kunne ikke give slip på ydmygelsen, så jeg blev besat af at finde ud af, hvordan jeg kunne komme i kontakt med firmaet bag den fejlbehæftede stol, men deres kundeservice var ubehjælpelig, og alle andre kontaktformularer på deres hjemmeside var døde links. I stedet for at komme videre i mit liv, passe mit arbejde og være der for familien op til min datters bryllup, blev jeg ved med at lede efter spor, der kunne føre mig til stolefirmaets ansvarshavende. Jeg er i forbifarten kommet til at melde mig ind i en skjorteforretnings irriterende medlemsklub, blevet en dårlig kollega, der er flere HR-sager i gang på mig, blandt andet fordi jeg fik et vredesudbrud, hvor jeg knækkede min ældre medarbejders halskæde med en lille amulet til at blæse sæbebobler med. Det er som om den virkelige verden er gået i opløsning, og stolefirmaet har kastet en skygge over, alt det der engang var godt i mit liv.
Alt det her er selvfølgelig ikke sket for mig personligt, men er blot skummet på den corporate weltzschmerz-tsunami, der skyller indover Tim Robinsons hovedkarakter Ron i den seksstjernede genistreg ’The Chair Company’ fra første minut. Men man deler og nyder besættelsen, som var det ens egen.
’The Chair Company’ kan ses på HBO Max.

2. Ikke bare en nabostrid
Udtrykket naboen fra helvede er blevet en smule udvandet med alskens danske tv-dokumentarer om irriterende minigolfbaner. I dokumentaren ’The Perfect Neighbor’, der lander på Netflix efter stor festivalhype på både Sundance og hjemlige CPH:DOX, er der vitterligt tale om en livsødelæggende pestilens.
Vi befinder os i et fattigt kvarter i Florida, hvor politiet konstant tilkaldes af en ældre hvid kvinde, som mener hun bliver chikaneret af områdets børn, der leger på en græsplæne ved hendes hus.
Som noget særligt er en stor del af historien fortalt gennem de bodycams, politibetjente bærer foran på deres uniformer, hvilket giver en unik vinkel på, hvad der ender med at være en forfærdeligt brutal historie, som får et nervepirrende retsligt efterspil.
»The Perfect Neighbor’ både intens, raserivækkende og forfærdeligt trist«, skrev Soundvenues Morten Kildebæk i sin femstjernede anmeldelse fra CPH:DOX-premieren.
’The Perfect Neighbour’ kan ses på Netflix.

3. Hvem er Martin Scorsese?
Det er lidt en af opgave, den nye Apple TV-dokumentar ’Mr. Scorsese’ skal løse på små seks timer. Hvilket i mennesketimer er meget, men kun svarer til 2,5 film i Scorsese-tidsregning.
Dokumentarist Rebecca Miller går grundigt til værks i newyorker-filmkongens oeuvre og giver ordet til noget nær alle, der har betydet noget i Scorseses liv og univers. Fra Daniel Day-Lewis (Millers husbond) til Robert De Niro og nogle de skæve eksistenser fra 1970’ernes kriminelle New York, der inspirerede film som ’Mean Streets’.
De største fans vil kunne hygge sig med at tjekke, hvor meget de vidste i forvejen (hvem elsker ikke det!), mens ’Mr. Scorsese’ for andre er den ultimative genvej til geniet.
»For os dødelige er det nok det nærmeste, man kan komme på at forstå en mastermind som Scorsese«, skriver Soundvenues anmelder Louis Raaschou og giver fem stjerner.
’Mr. Scorsese’ kan ses på Apple TV.
Set det hele? Tjek sidste uges anbefalinger.
