Konkurrent stjæler ‘Yellowstone’-skaber Taylor Sheridan fra Paramount i »massiv« aftale

Konkurrent stjæler ‘Yellowstone’-skaber Taylor Sheridan fra Paramount i »massiv« aftale
Taylor Sheridan i 'Yellowstone'. (Foto: SkyShowtime)

En af verdens mest magtfulde serieskabere får i fremtiden en ny arbejdsgiver.

Deadline kan således bekræfte, at Taylor Sheridan ikke forlænger sit nuværende, eksklusive samarbejde med Paramount, der løber til og med 2028. Han har i stedet landet en »massiv« aftale med konkurrenten NBCUniversal, som han skal lave film og serier for fra 2029 og fem år frem.

Sheridan har længe været Paramounts absolut største aktiv på streamingfronten, da han har skabt en række populære serier som ‘Yellowstone’, ‘Mayor of Kingstown’, ‘Landman’ og ‘Tulsa King’ til deres streamingtjenester, som herhjemme repræsenteres af SkyShowtime.

Før sin lange streamingkontrakt med Paramount, skrev Hollywood-guldfuglen blandt andet filmene ‘Sicario’, ‘Hell or High Water’ og ‘Wind River’, hvoraf han selv instruerede den sidste. At den nye aftale med NBCUniversal indebærer en tilbagevenden til filmformatet har måske været tillokkende for Sheridan, der blev Oscar-nomineret for sit ‘Hell or High Water’-manuskript.

Inden Sheridan smutter, får Paramount dog to andre yderst prominente serieskabere ind i folden. I sommers underskrev Matt og Ross Duffer, der som bekendt står bag ‘Stranger Things’, nemlig en aftalte med underholdningsgiganten. Fra april 2026, hvor deres aftale med Netflix udløber, skal Duffer-brødrene lave både biograffilm og serier for »det nye Paramount«, som den nyligt tiltrådte CEO, David Ellison, kalder sin vision for Hollywood-kolossen.

Taylor Sheridan har som nævnt stadig lidt over to år tilbage af sin kontrakt hos Paramount, og han kommer vanen tro ikke til at ligge på den lade side. Nye sæsoner af ‘Mayor of Kingstown’, ‘Landman’ og er på vej sammen med de nye serier ‘Y: Marshals’ og ‘The Madison’ samt hele tre ‘Yellowstone’-spinoffs kaldet ‘The Dutton Ranch’, ‘6666’ og ‘1944’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af