’Hedda’: Hypet instruktør giver nordisk klassiker en vild og kaotisk queer-overhaling

’Hedda’: Hypet instruktør giver nordisk klassiker en vild og kaotisk queer-overhaling
Tessa Thompson i 'Hedda'. (Foto: Amazon MGM Studios)

FILM. At hun for to år siden stod bag Marvel-franchisens værste åbningsweekend nogensinde, synes ikke at røre Nia DaCosta.

For den amerikanske instruktør bag ’The Marvels’ har allerede vist sig som en spændende ny stemme i Hollywood – med skulderklap fra nogle af tidens største genrefilmskabere. Før superheltefloppet samarbejdede hun med Jordan Peele på det anderledes succesfulde gyserreboot ’Candyman’, og i starten af næste år overtager hun taktstokken på ’28 Years Later: The Bone Temple’, andet kapitel i Danny Boyle og Alex Garland nye zombiefilmtrilogi.

I mellemtiden er DaCosta (streaming)aktuel med et filmdrama, der peger i en helt anden retning end de blodige genrefilm.

Periodedramaet ’Hedda’ er en filmatisering af det 135 år gamle teaterstykke ’Hedda Gabler’ af Henrik Ibsen. DaCosta har flyttet handlingen fra 1800-tallets Kristiania (Oslo) til 1950’ernes London, og det er ikke hendes eneste twist på fortællingen om den nygifte kvinde, der længes efter frihed og kontrol over sit eget liv.

Tom Bateman og Tessa Thompson i ‘Hedda’. (Foto: Parisa Taghizadeh / Prime)

Med Marvel-kendingen Tessa Thompson i hovedrollen og et gender swap på bikarakteren Ejlert Løvborg – Heddas tidligere elsker – lægger instruktøren et par ekstra, racebetonede og queer lag over hovedpersons kamp mod samfundets og ægteskabets begrænsninger i Ibsens klassiker.

»Før du blev domesticeret, var du som ild«, siger en karakter i filmens første scene til hovedpersonen, som, efter en berygtet festlig og kåd ungdom, har ladet sig gifte med den temmelig kedelige akademiker George Tesman (Tom Bateman).

Parret inviterer til stor fest i deres overdådige herskabsvilla, hvor stort set hele handlingen udspiller sig i løbet af et døgns tid. Alt ser på overfladen lykkeligt og godt ud, men bag facaden kæmper Hedda og George hver deres kamp.

Georges kvaler handler om økonomi og karriere. For efter at have forgældet sig i huset, som han egentlig ikke havde råd til, men købte for sin hustrus skyld, kan kun en potentiel, eftertragtet universitetsprofessorstilling rette op på pengesituationen.

Tessa Thompson, Nina Hoss og Imogen Poots i ‘Hedda’. (Foto: Parisa Taghizadeh / Prime)

Heddas indre konflikt drejer sig om en mere omsiggribende menings- og magtesløshed. Hovedpersonen føler sig fanget i det kærlighedsløse ægteskab, men er også klar over, at en sort, queer kvinde som hende ikke har mange muligheder på egen hånd i det diskriminerende, patriarkalske samfund.

Hun kommer ikke i bedre balance af, at hendes gamle flamme, forfatteren Eileen Lovborg (Nina Hoss), ankommer til festen med en ny romantisk partner (Imogen Poots) – og med håbet om at lande den professorstilling, som George har i sigtekornet.

Hedda Gabler-karakteren har altid været lidt af et mysterium, som fremstod særligt kontroversiel i Ibsens samtid. Hendes kaotiske og destruktive væsen er bestemt intakt i den nye filmatisering, hvor Thompson gestalter hovedpersonen med en drilskhed og en vildskab, som ingen omkring hende kan tøjle – heller ikke hende selv.

Under festen manipulerer hun kraftigt med sin ægtemand, sin ekskæreste og resten af selskabet, og man kan godt blive i tvivl om, hvad hendes hensigter egentlig er. Vil hun forbedre Georges jobmuligheder, hævne sig på Eileens af ren misundelse eller måske endda udslette sig selv i et desperat råb om hjælp?

Den systemiske undertrykkende synes som nævnt at være skyld i Heddas afmagt og utilregnelige aktioner. Men det samme gør hendes uforløste fortid med Eileen, der fremstår en smule underfortalt, som handlingen og persondramaet udvikler sig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Man fatter hurtigt sympati for Eileen, som den tyske stjerne Nina Hoss spiller forrygende med både skrøbelighed og værdighed. Dog savner man stadig at få deres baghistorie udfoldet yderligere. Måske det kunne gøres med et flashback, nu hvor DaCosta alligevel ikke er bange for at bryde med forlæggets rammer. Sådan et tilbageblik er sværere at udføre på en teaterscene, men burde godt kunne flettes ind i en film.

Det havde lige gjort dramaet en tand mere vedkommende – og samtidig gjort det nemmere at forstå, hvordan utilregnelige Hedda er blevet, som hun er.

Underholdt er man dog stadig hele vejen af DaCostas film, som driver herskabsfestens kaos effektivt afsted. Mens forbudte seksuelle møder udspiller sig i krogene, og skydevåben flyver op af lommerne, stimulerer instruktøren konstant sit publikum med omskiftelige kameravinkler og et hektisk score.

At hun kan få så meget intensitet og vitalitet ud af et periodedrama med mange år på bagen, lover rigtigt godt for hendes kommende take på zombiegenren.


Kort sagt:
Tessa Thompson er drilsk og vild i Nia DaCostas forfriskende tidssvarende filmatisering af Henrik Ibsens 135 år gamle teaterklassiker ’Hedda Gabler’.

’Hedda’. Spillefilm. Instruktion: Nia DaCosta. Medvirkende: Tessa Thompson, Nina Hoss, Imogen Poots, Tom Bateman, Nicholas Pinnock. Spilletid: 107 min. Premiere: 29. oktober på Prime Video.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af