Det danske poptalent Will er bedst, når han lukker lyset ind i sin kærlighedskrise

Will. (Foto: Mathias Haugaard)

EP. Hedder Danmarks næste popkomet Will?

Den 23-årige artist med det borgerlige navn William Kjær Martinussen er i hvert fald på vej i den rigtige retning som et af de seks udpegede talenter til næste års Vegas Udvalgte og med musikbranchegiganterne Sony og smash!bang!pow! i ryggen.

Allerede med sidste års debut-ep ’Glimt’ viste Will sin sans for følsomme tekster og fængende popmelodier, sunget med en stærk og klar vokal, og nu fortsætter han de fine takter på ep-opfølgeren ’Hovedløs’.

De seks nye sange kredser alle om en kærlighedsrelation, som ikke længere er i balance. En tvivlens periode, der kan resultere i et brud – eller måske et stærkere parforhold på den anden side.

Tematikken står klarest frem på sangen ’Op til os’, hvor Will pendulerer mellem tvivl og tro. »Skal vi slippe kontrollen eller kæmpe? Tror du på, det er op til os at vælge?«, synger han i omkvædet til den anden part, som synes at forholde sig passivt til udfordringerne i forholdet.

Det musikalske underlæg bestående af blødt klaverspil og et mere insisterende, elektronisk trommebeat har en nærmest sommerlig varme, der giver sangen en håbefuld følelse trods det ikke ligefrem positive emne.

Det gælder også højdepunktet ’Sætter sig fast’. Egentlig handler sangen om at køre i ring med de samme ærgerlige diskussioner, men den drives frem af en opløftende, let og poppet produktion og en catchy melodi, der, ja, sætter sig fast.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Generelt klæder det lyse udtryk Wills eftertænksomme, småtriste tekster bedre end det mere melankolske og synth-baserede, muligvis The Weeknd-inspirerede lydunivers, som numrene ’Gennemsigtig’, ’Førhen’ og ’Lod vægen brænde’ er svøbt ind i.

Man savner nogle gange, at Wills tekster ville dykke dybere ned i de personlige historier. For han beskriver i højere grad sine følelser med billedsproglige sammenligninger end med kontekst.

Der behøver selvfølgelig ikke gå fuld hverdagspoet i den a la Guldimund, men mere konkrete, relaterbare scener fra dagligdagen kunne gøre særligt de nedtonede numre en smule mindre ensporede at lytte til.

De mere overordnede følelsesreflektioner fungerer dog godt i den storladne, afsluttende titelsang, ’Hovedløs’, der vækker mindelser om de gospelprægede numre fra Justin Biebers to nye ’Swag’-album.

På ep’ens klart mest opbyggelige kærlighedssang præsterer Will en stærk vibrato over et enligt klaver, inden mere bombastiske guitarriffs og trommer skyller ind over sangen til ordene »fortæl mig, du aldrig gi’r slip«.

Ep-lukkeren har stadion-energi, som ville gøre sig godt på en scene af tilsvarende størrelse, skulle det komme dertil. For nu gælder det dog Vega.


Kort sagt:
Den unge danske popartist Will viser gode takter på karrierens anden ep, ’Hovedløs’, der handler om en kærlighedsrelation i ubalance. På halvdelen af de seks nye sange introducerer han et lyst og opløftende udtryk, som klæder de oftest melankolske og eftertænksomme tekster.

Will. 'Hovedløs'. Ep. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af