1. En hævnfantasi gjort til virkelighed
Jesper Dalgaard har lavet en temmelig mindblowing – og tilmed stærkt bevægende – dokumentar ud af Adrian Hughes’ komplekse familiehistorie med den biografaktuelle ‘Mors drenge’.
Filmen vækker opsigt ved at lade de virkelige Hughes-brødre overvære skuespillere genopføre episoder fra deres barndom. Et originalt greb, der er blevet brugt i flere andre lige så fortræffelige dokumentarfilm.
Joshua Oppenheimer lod krigsforbrydere iscenesætte deres forbrydere i musicalsekvenser i sin milepæl ‘The Act of Killing’ fra 2012. Men i skandinavisk opsigt kender vi det også fra den brillante ‘Gensynet’, der vakte stor opsigt i 2013, men måske siden er blevet lidt ufortjent glemt.
Svenske Anna Odells højst originale film tager udgangspunkt i hende selv. Hun var mobbeoffer som barn, og selv som voksen blev hun ikke inviteret til klassens 20-års-reunion. I sin film iscenesætter hun denne genforening med skuespillere ud fra sin forestilling om, hvilken tale hun ville have holdt, hvis hun var med. Og derefter konfronterer hun de virkelige mobbere med iscenesættelsen. Hvilket vi ser i rekonstruktioner af disse møder.
Det er en mangelagret hævnfantasi, men heldigvis også mere end det. En film om sociale mønstre blandt børn, om skyld og ansvar. Apropos: Se den på eget ansvar: Du kan meget vel komme til at se din egen skoletid i et nyt lys.
’Gensynet’ kan ses på Filmstriben og Blockbuster.

2. »Et mesterværk«
»En hovedinspiration og et mesterværk«.
Sådan beskriver ‘Mors drenge’-instruktør Jesper Dalgaard selv dokumentaren ‘Fire døtre’, som også bruger rekonstruktioner til at se voldsomme traumer i øjnene.
I den Oscar-nominerede film fra 2023 møder vi den tunesiske mor Olfa, der fortæller historien om sig selv og sine fire døtre. Hvoraf de to er smerteligt fraværende.
Hvorfor finder vi ud af undervejs – blandt andet ved at møde de søstre to gennem skuespillere, der indtager deres tomme pladser. Skuespillere træder også til, når Olfa synes, det hele er for svært at tale om, og i mødet mellem skuespillerne og de virkelige personer opstår en helt særlig ærlighed og følelsesfuldhed.
Også her baner den komplicerede form vejen for store og nuancerede sandheder. Det er dokumentarfilm på allerhøjeste niveau.
’Fire døtre’ kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Blockbuster og Viaplay.

3. Uforglemmelige vidnesbyrd
Det kan forekomme grænseoverskridende at se unge overlevende fra Utøya-massakren rekonstruere deres forfærdelige oplevelser fra den skæbnesvangre dag 22. juli 2011, hvor Anders Breivik dræbte 69 mennesker.
Men når man har set ‘Rekonstruktion Utøya’, er man ikke i tvivl om, at dokumentaren ikke blot er vigtig for offentlighedens behandling af tragedien, men også for de medvirkende selv. Det er utroligt stærkt at se dem reagere på rekonstruktionerne og reflektere over, hvad de gjorde og tænkte, både dengang og nu.
Af de adskillige også fiktive film om Utøya, der er blevet lavet, er ‘Rekonstruktion Utøya’ den centrale. Som Soundvenues anmelder Morten Kildebæk skrev ved premieren i 2018:
»I kraft af ’Rekonstruktion Utøya’s dokumentariske afsæt får man en helt anden, ægte og direkte kontakt til Utøya-ofrene, som i de terapeutiske iscenesættelser både rækker indad og ud mod en sørgende nation. Det er umuligt ikke at blive rørt«.
’Rekonstruktion Utøya’ kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Pluto TV.
Set det hele? Tjek sidste uges anbefalinger.
