The xx er endelig genforenet efter mange års stilhed, hvor medlemmerne Romy, Oliver Sim og Jamie xx hver især fokuserede på deres solokarriere. Til sommer vender trioen således tilbage til Danmark for første gang siden 2017 med en koncert på festivalen Syd For Solen.
Som en slags markering af bandets comeback har The xx netop genudgivet deres ikoniske debutalbum ‘xx’ fra 2009 i en deluxe-udgave, der udkommer både digitalt og på vinyl, skriver Consequence.
Udgivelsen indeholder fem nye numre, hvoraf to er de originale sange ‘Insects’ og ‘Blood Red Moon’. De tre sidste er covers af Womack & Womacks ‘Teardrops’, Kylas ‘Do You Mind’ og Aaliyahs ‘Hot Like Fire’.
»At gå tilbage til 2009 har bragt så mange minder frem – det føles virkelig som en helt anden verden«, skriver bandet nostalgisk i et Instagram-opslag om udgivelsen.
»Dette album betyder meget for os, og vi håber, at det stadig betyder noget for jer også. Tak fordi I er her, altid«.
The xx’s seneste album er ‘I See You’ fra 2017, men måske de bliver klar med en helt ny plade inden 2026-koncerterne. Sidste år afslørede Romy i hvert fald over for NME, at bandet var tilbage i studiet for at skrive et »helt åbent« og »spændende nyt album«.
»Jeg tror, at Oliver, Jamie og jeg alle har prøvet nye ting og lært en masse af forskellige projekter, og jeg synes, det er ret sundt at kunne sige: ‘Hvad har du lært? Hvad skal vi gøre nu?’«, fortalte hun til det britiske medie.
»Og jeg synes, det er ret åbent, og det er spændende på en måde at starte forfra igen. Men vi er begyndt at lave noget musik, og jeg er virkelig begejstret for det«.
Indtil arbejdet forhåbentlig udmønter sig i The xx’s fjerde album, kan man genbesøge debuten og lytte til de nye numre herunder.
