Det vakte opsigt, da Miley Cyrus tidligere i år bekendtgjorde, at hun ikke havde i sinde at turnere med sit fremragende album ‘Something Beautiful’.
Nu fortæller popstjernen, at hun faktisk ikke har tænkt sig nogensinde at turnere igen. Det siger hun til Billboard under en pressekonference for den kommende film, ‘Avatar: Fire and Ash’, som hun har skrevet sangen ‘Dream as One’ til.
»Min yndlingsbeskæftigelse er at optræde i hotellobbyer, for så kan jeg bare gå op på mit værelse bagefter«, forklarer popstjernen. »Backstage-områderne på koncertsteder er slet ikke, som publikum forestiller sig. De er bare omklædningsrum. Jeg gør mig ikke klar i et omklædningsrum«.
»Jeg skal have en ild i hjertet for alt, hvad jeg laver, og jeg elsker ikke, når det er i så stor en skala med mange tusinde mennesker«, fortsætter hun. »Man mister den der en-til-en, intime forbindelse«.
De sidste par år har Cyrus da også optrådt næsten udelukkende på små, intime spillesteder. Herunder blandt andet på det historiske hotel Chateau Marmont i Los Angeles tidligere i år.
En væsentlig undtagelse var dog, da Cyrus i sommer gjorde Beyoncé selskab på scenen under sidstnævntes koncert på Frankrigs nationalstadion, Stade de France, for at synge ‘Cowboy Carter’-duetten ‘II Most Wanted’.
»Hvis det ikke kan være i en hotellobby, vil jeg optræde i Paris med Beyoncé«, fortæller Cyrus. »Det betød alt for mig … hun er så fantastisk, hun er alt, hvad man ønsker, hun skal være. Hun er den sande betydning af ordet ‘professionel’. Hun er sød mod alle«.
Selvom Cyrus’ eget hjerte ikke banker for at turnere, gør Beyoncés det helt bestemt.
»Jeg indså, at hun får den der ild i hjertet, jeg talte om før, af at turnere«, forklarer Cyrus. »Jeg har aldrig set hende ikke have glæde i ansigtet over at sammensætte et show. Det giver mig faktisk kuldegysninger«.
