FILMFAVORITTER: Sidse Babett Knudsens dvd-samling er hendes alter. Den rummer over 800 af slagsen og er nøje kurateret i et system, som kun hun forstår. Det er her, hun får syndsforladelse, ny inspiration og dyrker den kærlighed til film, som har styret hendes 30 år lange karriere foran kameraet.
»Nogle gange er det nok bare at stå og holde en dvd i hånden. Så får jeg det bedre«, som hun siger.
Babett Knudsens karriere tog folkelig fart i 90’erne med film som ’Let’s Get Lost’ og ’Den eneste ene’, og siden har hun opnået status som regulær royalty i dansk film med roller som blandt andet mafiaboss i ’Kød og blod’ og karismatisk statsminister i DR-hittet ’Borgen’.
Netop rollen som Birgitte Nyborg sendte hende ud på en international løbebane, som blev skudt dristigt i gang med en dominatrix-præstation i ’The Duke of Burgundy’ og senere udmøntede sig i amerikanske storprojekter som Dan Brown-mysteriet ’Inferno’ og HBO’s tidlige flagskibsserie ’Westworld’.
Sideløbende har hun udfoldet sine franskkundskaber i projekter som ’Kvinden fra Brest’, ’Hermelinen’ og senest ’Den nye triumfbue’ over for Claes Bang.
Alligevel har den 57-årige skuespillers imponerende oeuvre aldrig inkluderet en krigsfilm. Indtil nu.

I Martin Bourboulons ’13 dage, 13 nætter’ spiller hun krigskorrespondenten Kate, der frygtløst dokumenterer Talebans overtagelse af Kabul i august 2021. Da de amerikanske tropper trækker sig ud af Afghanistan, stormer Taleban hovedstaden og tager magten. Midt i kaosset står den franske ambassade tilbage som den sidste vestlige højborg, hvor kommandant Mohamed Bida (Roschdy Zem) huser over 500 flygtninge, der hurtigst muligt skal evakueres.
Filmen er baseret på Bidas selvbiografiske roman ’13 dage, 13 nætter i Kabuls helvede’ og havde premiere på Cannes-festivalen sidste år.
I anledning af den danske premiere har vi bedt Sidse Babett Knudsen pege på sine favoritfilm. Her fortæller skuespilstjernen om en biograftur, der slog hende ud i ugevis – og så kommer hun både med et godt råd til unge og en opsang til overforklarende manuskriptforfattere.
Hvilken film har rystet din verden?
»Nu har Claes Bang jo taget ’Funny Games’, så jeg vælger ’Lilja 4-ever’. Den slog mig fuldstændig ud. Jeg så den i Dagmar Teatret og stavrede ud af biografen. Jeg overdriver nok, hvis jeg siger, at jeg kastede op, men et surt opstød var der i hvert fald. Der var én, der kom hen og spurgte ’har du været inde og se ’Lilja 4-ever’?’. Så svarede jeg ja, og så sagde hun bare ’den første uge er den værste’ og gik videre. Og det var fuldstændig rigtigt. Efter tre uger begyndte jeg at være nogenlunde igen«.
»Oksana Akinshina spiller hovedrollen, og hun er bare en engel – det fineste, reneste menneske. Man ægte elsker hende, og så går hun igennem det værst tænkelige, i hvert fald for en kvinde. Jeg har holdt øje med hende lige siden, fordi jeg skal vide, at hun har det godt. Hun arbejder stadigvæk og ser heldigvis ud til at være sund og rask«.

»Instruktøren Lukas Moodysson sagde til danmarkspremieren: ’Hvis filmen gør indtryk på jer, så vil jeg gerne bede jer om at ændre jeres liv’. Og det tog jeg meget bogstaveligt«.
»I mine unge år spillede jeg selv den ene prostituerede efter den anden, for eksempel Mercedes i ’Juletestamentet’, for det var ligesom en formular, der fungerede. De her dejlige, skønne ludere med et kæmpe hjerte, som kan reddes ret nemt, for hun skal bare ud af miljøet. Det er det samme i ’Mifunes sidste sang’ og ’Pretty Woman’. Ih, hvor de havde det sjovt, de ludere. Efter ’Lilja 4-ever’ blev jeg helt moralsk. De skal behandles ordentligt, og alt, hvad der har med menneskehandel, prostitution og porno at gøre, det er bare ikke sjovt«.
Hvilken film har alt for få mennesker set?
»’Heavenly Creatures’ af Peter Jackson. Det er Kate Winslets debutfilm, og når man har set den, er man forelsket i Kate Winslet resten af livet. Jeg er så vild med den kvinde. Den handler om to unge veninder, der hader deres mødre, og så lever de i en fantasiverden, hvor der er levende lerfigurer og Disney-sommerfugle, der flyver rundt. Den er så vild i den måde, den blander tekniske ting sammen«.

»Men faktisk er det svært for mig at hive en enkelt frem. Jeg får bare sådan nogle behov: ’Nu skal jeg se noget fra 70’erne’, eller ’nu kører jeg Dustin Hoffman-maraton’. Han har simpelthen en hel stime af gode film med interessante historier. For eksempel ’Maratonmanden’ – det er helt vildt, hvor meget der sker på to timer. Nogle gange når jeg læser et manuskript i dag, så tænker jeg ’undskyld, sker der ikke mere?’. Så siger de ’vi skal jo også forstå, at hun kommer ind ad døren’. Gu skal vi ej!«.
»Så jeg vil især sige til de unge mennesker: se de gamle mestre. Tag en Hitchcock-tur eller en Ang Lee-tur. Eller Robert Altman, ham er jeg også helt vild med. Se film for fanden!«.
Hvilken biografoplevelse husker du tydeligst?
»Biografoplevelser handler sjældent om filmen, men om stemningen i salen. Nu hører jeg jo til den generation, der var inde og se ’Rocky Horror Picture Show’ tolv fredage i træk – men et mindre klichéfyldt svar er ’Underground’ af Emir Kusturica, som jeg så i Vester Vov Vov. Den film er så energisk og sensuel, at hele salen hoppede i sæderne. Der er den der sigøjnermusik hele tiden, og alle var fuldstændig oppe og køre. Det opstod ligesom spontant«.

»Jeg har virkelig noget med de der biografer. Sådan var det måske mere før i tiden, altså at man havde den biograf, man elskede. Jeg elskede Park Bio, så jeg så bare, hvad der var, og på den måde blev jeg præsenteret for nogle af de vildeste film i mit liv. Der er en mere social attitude, når man går ind i biografen, fordi alle på en måde har dedikeret sig til det«.
Hvilken dansk film anbefaler du udlændinge at se?
»Det gør jeg ikke rigtig. I virkeligheden oplever jeg mere, når jeg arbejder i udlandet, at de fortæller mig, at de har set en dansk film. I Frankrig er vi på fornavn med Lars von Trier, og de synes, at Thomas Vinterberg er fantastisk. Så fortæller de glædeligt, når de har set en dansk film – også selvom den i virkeligheden er fra Island eller lavet af Joachim Trier«.

»Jeg har vistnok kun gjort det én gang. Lige da jeg kom til Paris, vandt Bille August sin Oscar for ’Pelle Erobreren’, så alle vidste, hvem han var. Og så måtte jeg altså educate mine medmennesker på teaterskolen og vise dem ’Busters verden’. Den er så urdansk og både kærlig, let, hård og rørende. Der er et eller andet med at blande temperaturer, som man kan slippe afsted med på dansk. Derfor ville ’Den eneste ene’ jo heller ikke kunne gå noget som helst andet sted«.
Hvilken film er dit foretrukne comfort watch?
»’Wonder Boys’ af Curtis Hanson. Det er en virkelig, virkelig dejlig film. Michael Douglas, en ung Robert Downey Jr., Frances McDormand, Tobey Maguire og Katie Holmes. Den foregår i et universitetsmiljø, hvor Michael Douglas render rundt med en dum hat og sin kones lyserøde frottémorgenkåbe i halvdelen af filmen, og de ryger så mange fede, og så pludselig er der en død hund i en seng. Den er så sjov, men det er ikke tomme kalorier. Den er virkelig godt skrevet, og jeg føler, at den er helt inde i essensen og meningen med livet«.

»Jeg har heldigvis filmen på dvd, så jeg har set den rigtig mange gange. Det er så meget min skat, de dvd’er. De er rigtig på display derhjemme, og så kommer folk forbi og siger ’okay hvor old school’, men de gør mig glad. Det er virkelig noget, hvor jeg føler, at jeg er rig. At jeg ejer alle dem, og jeg må se dem, lige så snart jeg vil. Jeg ville dog ønske, at de var i et andet format, for de er godt nok grimme, de der plastikomslag«.
Hvis du skal vælge én – pistol for panden – hvad er så den bedste film, du nogensinde har set?
»Jamen, så må du skyde mig. Og jeg tager hele min familie med ned. For det kan jeg ikke svare på. Jeg har engang lavet en stiløvelse, hvor jeg skulle nævne mine fem yndlingsfilm, og det tog mig tre uger at skære det ned til 30 film. Det gjorde ondt, og jeg tror ikke, jeg kan komme under 100, hvis jeg tager mig alvorligt sammen. Jeg ser tit en film og tænker ’det der er min yndlingsfilm’. Det tænkte jeg, da jeg så ’American Beauty’ for nyligt, og også med ’Amadeus’, ’Gøgereden’, ’Tootsie’ og ’Step Brothers’. Det er umuligt«.
’13 dage, 13 nætter’ har biografpremiere 29. januar.
