Efter kaotisk Roskilde Festival-koncert: Geordie Greep vender tilbage til Danmark

Efter kaotisk Roskilde Festival-koncert: Geordie Greep vender tilbage til Danmark
Geordie Greep på Roskilde Festival. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

Geordie Greep, kendt som frontmanden i det britiske rockband Black Midi, vender tilbage til Danmark med en solokoncert.

13. februar 2026 gæster han Hotel Cecil i København.

I front for Black Midi har Greep været med til at udgive tre anmelderroste album, og i 2024 debuterede han som solokunstner med ‘The New Sound’, som blev mødt med hæder fra blandt andre Pitchfork og NME – et album, der trækker på elementer fra samba, bossanova og fusionsjazz.

Ifølge Soundvenues anmelder gjorde Greep sig sidste år bemærket på Roskilde Festival med en koncert præget af virtuositet og markante temperamentsskift, hvor bandet balancerede på kanten af kollaps.

Her blev publikum mødt af »kaotisk dissonans« og »fusionsjazzede antimelodier«, mens Greep skiftede mellem at dirigere sine medmusikere og lade fokus glide helt ind i sit eget spil.

Billetsalget til Hotel Cecil-koncerten starter på fredag 30. januar klokken 10.

Geordie Greep
13. februar 2026
Hotel Cecil

Billetpris: 205 kr.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af