Geordie Greep sovsede Roskilde Festival ind i både fusionsjazz og fusionsjizz
KONCERT. Allerede en halv time inden Geordie Greep entrerede Roskilde Festivals mindste teltscene Gaia, var der godt pakket fra fotopit til yderkant. Den ekvilibristiske musiker fortjente tydeligvis at spille på storebrorscenen Avalon. Til gengæld fik de fremmødte sig noget af en oplevelse.
Greep er uomgængelig, når man snakker om det 21. århundredes bedste guitarister. Både i post-Brexit-wave-bandet Black Midi, hvor hans gakkede tilgang til støjrock og prog-eposser har været banebrydende, men også som nyligt udklækket solomusiker med den samba- og bossanovainfluerede plade ‘The New Sound’ i baghånden.
Det er en relativt storladen proklamation at kalde sin musik for den nye lyd, men hvis nogen skulle gøre det, giver det mening, at det er den 25-årige fabulerende fantast Geordie Greep. Han byder konstant på nye eksperimenter og rablende ideer – oftest med succes.
Den blazerbeklædte brite gik målrettet på scenen med guitar, bas, trommer, cello og elklaver i ryggen, og den såkaldte nye lyd blev introduceret af et seks minutter langt instrumentalnummer, der destillerede, hvad han kan som musiker.
Først lød kaotisk dissonans, og siden kryb fusionsjazzede antimelodier ud af højtalerne. Improviserede trommefills, hektisk klaverspil og guitarakkorder så mærkelige, at kun Greep kunne have fundet på dem, løb om kap med hinanden i et virvar af virtuositet. Publikum enten måbede eller jublede.
Den brasiliansk inspirerede fusionsmusik blev omdrejningspunktet for koncerten, og bandet kastede sig ud i en række lange, improviserede jams. Ofte stod Greep med ryggen til og dirigerede de øvrige musikanter, så de vidste præcist, hvornår de skulle holde igen, og hvornår de skulle give los. Et lige dele imponerende og fremmedgørende syn.
Musikalsk var alle på samme niveau, men frontmand og medmusikanter ville ikke altid det samme. Greep selv var mest i sit es, når han aggressivt rev i guitarstrengene – men de jazzede sange fik sjældent lov til at eksplodere i uhæmmet vildskab.
I Black Midi var hele humlen, at musikalsk overlegenhed blev forenet med rå nerve, men i soloprojektet er de beskidte kontraster næsten helt fraværende. I de bedste øjeblikke – som der var en del af – glemte man alt om manglerne, men undervejs havde bandet også gang i en lidt for indforstået jamsession.
Ligeledes manglede desperationen i Greeps vokal, som ærligt talt er lidt svag, når ikke den fulde lungekapacitet udnyttes. Derfor fremstod øjeblikkene, hvor frontmanden stod statisk uden guitar og gav den op som show-crooner, lidt akavede.
De mange improvisationer og temperamentsskift var der ikke en finger at sætte på, men det var desværre også det, der blev koncertens akilleshæl: Greeps overlegne evner på en guitar og hans konstante ryggen-til-publikum-statur, blev til sidst en anelse for navlepillende. Spillede han guitar eller pik?
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.