’Stranger Things’-teaterstykke om Vecnas liv kommer på Netflix

’Stranger Things’-teaterstykke om Vecnas liv kommer på Netflix
'Stranger Things' sæson 5. (Foto: Netflix)

Hvis man troede, at Netflix var færdige med ’Stranger Things’ efter det hæderlige finaleafsnit på femte sæson i starten af det nye år, kan man godt tro om igen.

Animationsserien ‘Stranger Things: Tales From ’85’ har premiere senere på foråret, mens skaberne Matt og Ross Duffer har meddelt, at en anden spinoffserie fra samme univers er under udvikling. Og nu melder The Hollywood Reporter ovenikøbet, at Netflix vil filme Broadway-stykket ’Stranger Things: The First Shadow’ for at sende det ud på streaming.

Stykket fik premiere på Broadway i april 2025, og til marts har det sin sidste forestilling med det originale cast, men inden da ønsker Netflix at forevige produktionen. Derfor er alle offentlige forestillinger fra 10. til 14. februar blevet aflyst, så Netflix kan få arbejdsro.

Kate Trefry, som har arbejdet som manuskriptforfatter på ’Stranger Things’ siden sæson to, har skrevet stykket, og i april udtalte hun til The Hollywood Reporter, at stykket er »fuldstændig forbundet til seriens sæson et til fire, men rækker også ind i sæson fem. Det skulle være den manglende brik, der forbinder alle de forskellige ting«.

Stykket følger Henry Creel, da han som teenager i 1959 flytter med sin familie til Hakins, og de mørke begivenheder der følger, som gør, at vi senere lærer ham at kende som Vecna.

Efter finalesæsonen har der været stigende interesse for forestillingen, hvilket har gjort, at det i alle ugerne siden har været blandt de mest indbringende stykker på Broadway. Sidste uge indbragte stykket hele 1,4 millioner dollars.

Det er uvist, hvornår ‘Stranger Things: The First Shadow’ kan streames, men det må formodes at blive engang efter, stykket forlader de skrå brædder.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af