‘Stranger Things’ – finalen: Netflix’ megahit får en værdig afsked – men det bliver aldrig 2016 igen …
SERIE. Godt nytår, derude!
Op til årsskiftet har mit TikTok-feed været overfyldt af »Welcome back 2016«-trenden, hvor brugere forsøger at transformere 2026 til en simplere tid, hvor Donald Trump endnu ikke var præsident, Snapchat-filtre var sjove, og The Ellen Show var topmålet af kulturel relevans.
Og der findes næppe en mere 2016-agtig måde at starte det nye år end at bruge sin tømmermændsramte nytårsmorgen på det spillefilmlange ‘Stranger Things’-finaleafsnit, ‘The Rightside Up’, som fik premiere natten til torsdag. Noget, som så mange gjorde, at streamingtjenesten kortvarigt brød sammen.
Det er nærmest en præstation i sig selv.
Men hvor serien i 2016 var det absolut hotteste i popkulturen, har den i 2026 mistet en del af sin glans. Særligt da femte sæson viste sig at være så middelmådig, at man efterhånden ser med af pligt snarere end lyst.
I seriens næstsidste afsnit efterlod vi Hawkins-holdet, som de rejste ind i The Upside Down for at besejre Henry Creel/One/Vecna (Jamie Campbell Bower) én gang for alle.
En kort opsummering af Operation Bønnestage:
Erica (Priah Ferguson) og Mr. Clarke (Randy Havens) bliver nådigt parkeret i et kirketårn, mens Mike (Finn Wolfhard), Will (Noah Schnapp), Lucas (Caleb McLaughlin), Dustin (Gaten Matarazzo), Steve (Joe Keery), Nancy (Natalia Dyer), Jonathan (Charlie Heaton), Robin (Maya Hawke) og Joyce (Winona Ryder) begiver sig til den interdimensionelle planet »The Abyss« for at redde de tolv tilfangetagne børn, heriblandt Holly og Delightful Derek.
Er du stadig med?
Imens hjælper Hopper (David Harbour) og Murray (Brett Gelman) Eleven (Millie Bobby Brown), Kali (Linnea Berthelsen) og Max (Sadie Sink) med at rejse ind i Vecnas sind. Robins kæreste, Vicki, er her også et sted, forresten.
Med en regulær overflod af navngivne hoved- og biroller, der alle skal have en værdig afsked, er der mange bolde i luften. To timer føles næsten som for kort tid.
Heldigvis bærer afsnittet præg af et højere tempo, end hvad femte sæson ellers har bedrevet. Der er færre monologer på malplacerede tidspunkter og ikke flere trættende overforklaringer af seriens mange overnaturlige koncepter. Der er simpelthen ikke tid, og det klæder seriens sidste afsnit, at der skæres ind til benet.
Duffer-brødrene har også gemt et par overraskelser i ærmet til deres helt store finale. De helt store skal jeg naturligvis ikke afsløre.
På falderebet får Vecna imidlertid en kærkommen menneskelighed og motivation for sine onde handlinger, da vi endelig finder ud af, hvad han fandt i den skæbnesvangre kuffert i minen som barn. Et øjeblik, som kun bliver bedre af, at Jamie Campbell Bower har vist sig som en af seriens bedste skuespillere.
Det står i skarp kontrast til en af seriens helt store brølere: Inklusionen af Dr. Kay (spillet af en forspildt Linda Hamilton), der selv efter finaleafsnittet står tilbage som en af de mest ligegyldige skurke i nyere tv-historie.
Hun og hendes militære tæskehold fjerner blot fokus fra den egentlige historie og mangler den følelsesmæssige slagkraft, som Elevens giftige faderfigur Dr. Brenner havde – eller den skræmmende fanatisme, som high school-bøllen Jason besad.
Duffer-brødrene har tidligere fortalt, at de er meget opmærksomme på, hvordan fans vil tage imod finaleafsnittet, og man fornemmer desværre også, at de er blevet mindre risikovillige.
Sci-fi-landskabet på The Abyss ligner ikke noget, vi har set før i serien, og danner en storslået kulisse for the final showdown med monstre, der aldrig har set så uhyggelige ud før.
Alligevel ligner mange af scenerne noget, vi har set i serien tusind gange før. Eleven råber med udstrakt arm, Will snakker om at acceptere sig selv, Hopper surmuler.
Med alt det sagt er det umuligt ikke at blive revet lidt med af finalestemningen. For vi har mange højtelskede karakterer, vi skal tage afsked med (Steve Harrington, my beloved), og alle får deres øjeblik.
Særligt Hopper og Elevens komplicerede far/datter-forhold, der har været omdrejningspunktet serien igennem, får en smuk sløjfe. Efterhånden som det bliver tydeligt, at Hopper endelig ser Eleven som et selvstændigt menneske og ikke blot en forlængelse af hans afdøde datter, triller tårerne.
Ikke engang de mange flashbacks til tidligere sæsoner – dengang vores hovedpersoner var nuttede og alderssvarende børn – føles for rørstrømske. Ja, det er et billigt kneb, men det er svært ikke at knibe en tåre af ren nostalgi.
Desværre minder de os også om, at ‘Stranger Things’ engang var mere end bare en halvgod Netflix-serie med meget lange afsnit. Den var faktisk fremragende. Lige dele nostalgisk og nyskabende, sjov og uhyggelig, kynisk og livsbekræftende.
Men det bliver aldrig 2016 igen, uanset hvor meget vi ønsker det.
Farvel og tak, Hawkins.
Kort sagt:
At binde en pæn sløjfe på et kolossalt popkulturelt fænomen er en måske umulig opgave. I ‘Stranger Things’-finaleafsnittet gav Duffer-brødrene serien og dens mange højtelskede karakterer en værdig afsked, der dog langt fra genfinder magien og mystikken fra tidligere sæsoner.