Rigtig, rigtig mange brugere sad tydeligvis klar, da Netflix havde premiere på allersidste afsnit af ‘Stranger Things’.
Ifølge Variety crashede streamingtjenesten nemlig på præcis det klokkeslæt, hvor femte sæsons ottende afsnit blev frigjort – klokken 2 i nat, dansk tid. De tekniske problemer varede et enkelt minut, inden den lidt over to timer lange finale, ‘The Rightside Up’, kunne tilgås af alle.
Netflix oplevede samme problem ved premieren på sæsonens første afsnit tilbage i november. Her gik der fem minutter, før nedbruddet blev løst. Også tidligere i november havde underholdningsgiganten udfordringer med et populært program, den livestreamede boksekamp mellem Jake Paul og Mike Tyson.
‘Stranger Things’-finalens popularitet har altså bogstaveligt talt sprunget rammerne på Netflix. Blot fem dage efter premieren nåede sæsonen 59,6 millioner visninger og en placering som nummer 1 på tjenesten i 90 ud af 93 lande, hvilket er den bedste premiereuge for en engelsksproget serie i Netflix’ historie.
Ifølge Variety oplevede tjenesten herefter sin mest seertunge juledag nogensinde, da ‘Stranger Things’-sæsonens anden del blev sluppet.
Et af disse afsnit blev dog også mødt af et online backlash og var genstand for såkaldt review-bombing – sandsynligvis på grund af en længere scene, hvor karakteren Will (Noah Schnapp) springer ud som homoseksuel for sine venner.
