I sidste måned udgav den danske rapstjerne D1ma årets første musik i form af singlen ‘Blessed’, og det bliver efter alt at dømme ikke det sidste.
For i nat delte den maskerede rapper en Instagram-story med et gråtonet, sløret billede af sig selv og nedenfor en diskret tekst bestående af et enkelt ord: »album«. Næste story består af en video med forvrænget lyd og et temmelig trippy hvidt lys.
Efterfølgende har D1ma også repostet en videooptagelse af en optræden tilbage i januar, hvor han gik sammen med modebrandet Han Kjøbenhavn om et show med titlen ‘Corrosion’.

I den stemningsfulde video står D1ma, iført en sort kutte med en spids hætte, mellem lange gardiner i en arena med højt til loftet, mens han fremfører et endnu ikke udgivet nummer for publikum.
Vi må forvente, at sangen kommer med på det nye album, der er D1mas andet af slagsen efter debuten ‘Ev1gt&Alt1d’ fra 2023.
Siden da har rapperen udgivet to ep’er, ‘7’ i 2024 og ‘N1ya’ i 2025. Sidstnævnte kom kort før hans koncert på Roskilde Festivals Orange Scene, som Soundvenues Rasmus Weirup belønnede fem stjerner.
»D1ma går væsentligt længere, end nærmest nogen anden i dansk popmusik, når det drejer sig om at lade smerten få plads«, lød det blandt andet i anmeldelsen.
