’De bedste år’ sæson 2: Stadig en af dansk tv’s bedste komedieserier
SERIE. Det lyder umiddelbart som en umulig opgave at lave en sjov serie om usjove ting som skærmtid og klamme karklude.
Men det var netop det, brødrene Millang lykkedes med i den vellykkede og anmelderroste ’De bedste år’, hvor institutionshelvede og eksistentielle overvejelser blev behandlet med både kærlig og humoristisk hånd. Siden har vi spændt ventet på anden sæson, der nu endelig ruller over TV 2.
Her lander vi igen midt i hverdagskaosset hos småbørnsforældrene Mathias (Magnus Millang) og Louise (Stefania Potalivo), der med en familieforøgelse og et (internaliseret?) ønske om hus og have er flyttet fra København til »Røv Sutterup« – aka en helt almindelig forstad med helt almindelige busforbindelser.
For som de fleste ved, er det eneste, man som gennemsnitsdansker med to mere eller mindre beskedne indkomster og selvrealiseringstrang har råd til, et faldefærdigt eks-swinger-rækkehus – og det er præcis den slags smerteligt genkendelige detaljer, serien excellerer i, når den skildrer alt fra boligdrømme på budget til familielivets skole-’komedier’ og work-life-balance-struggles.
Men det første lille stykke malurt i det ellers indbydende, satiriske bæger findes netop her: Nogle af anden sæsons situationer virker lidt for urealistiske.
Hvilket voksent menneske udgiver sig eksempelvis for at være New Hampshire-hønseekspert den ene dag og napper 40.000 kr. fra sine forældres opsparing den næste?
Louise, åbenbart. Med et ustyrligt behov for at være en bedre version af sig selv og alle andre vil hun nemlig hellere være tyv og tvangsløgner end bede om hjælp eller stå i skyggen af sine evigt overskudsagtige kollegaer.
I stand corrected: Det er da i virkeligheden ret genkendeligt. Og de mange overdrevne, dybt tåkrummende situationer spilles i øvrigt med stor overbevisning. Ikke kun af de to kemispækkede og yderst veloplagte hovedrolleindehavere – særligt Magnus Millang skinner som seriens hjerte og trætte, trætte sjæl – men også af de mange gode birollepræstationer.
Der er et glædeligt og grineren gensyn med Ditte Hansen, Lars Brygmann og Søs Egelind som anstrengende svigerforældre, der har det med enten at pimpe cocktails eller at elske muffins. De får glimtvist nye kærkomne dybder – og alt for lidt scenetid.
Men komediedramaet skal jo også give plads til blandt andre Nikolaj Steen som yogadyrkende førsteelsker, Anders Mossling som arrogant nabo og Merete Mærkedahl som snerpet flueknepper. Typecastingen er intakt.
Det samme er balancen mellem det skægge og det melankolske. For selvom man klukker af møre underbukser og modne damers irriterende måde at udtale ordet »sex« på, har ’De bedste år’ flere mavepustere, når den berører alt fra fertilitetsbesvær og fødselsdepressioner til mindreværd og hårtransplantationer.
Den gnavende følelse af mistrivsel og bristede drømme løber som et gennemgribende spor, og Mathias, der meget bevidst glemmer at underskrive rækkehusets skøde, bliver spændingslimen i de alt otte hurtigt sete afsnit.
Men allerede i afsnit ét savner jeg meget mere af Roberta Reichhardts glansbilledlige lillesøster Laura, der i første sæson brillerede og udgav bøger om instagramable underliv. Hun er dog præcis nok med til at (over)tydeliggøre den sympatiske pointe om, at alle bakser med noget – selv de, der har sildebensparket og Eran DD på speeddial.
På den måde leverer ’De bedste år’ vaskeægte public service og trøst til forpustede børnefamilier, når den forsikrer os om, at græsset sommetider er grønnest – eller i det mindste bare tilforladeligt – i Røv Sutterup.
Kort sagt:
’De bedste år’ er fortsat en af dansk tv’s bedste komedieserier.