‘Euphoria’ er død. Gør dig klar til mere ‘Euphoria’

Selvom HBO-hittet officielt er nået til vejs ende, gætter vi på, at serien snart vender tilbage. Især to bærende karakterer er favoritter til fremtidige spinoffs.
‘Euphoria’ er død. Gør dig klar til mere ‘Euphoria’
'Euphoria' sæson 3. (Foto: HBO Max)

KOMMENTAR. ‘Euphoria’ er slut, og tredje sæson har ikke ligefrem efterladt én med et hul i hjertet. 

Det skulle da lige være efter ‘Euphoria’, som det var engang. Før Sam Levinson fandt en måde at forvandle en virkelig god highschool-serie til en virkelig dårlig udforskning af det moderne USA som et grænseland af opioidepidemi og sexarbejde, digitalt som analogt. 

Samtidig med finaleafsnittet blev det annonceret, at tredje sæson også blev ‘Euphoria’s sidste. 

En information, det er let at fordøje oven på en sæson, der altid føltes en spinoff, hvor det centrale cast har været spredt, og nye ansigter har sat et uforholdsmæssigt stort og skidt præg på tingene. 

»Hvad angår den historie, vi satte os for at fortælle, hvilket er en historie om afhængighed og dens konsekvenser, føles det her som slutningen for mig«, fortalte Levinson til The New York Times

‘Euphoria’ sæson 3. (Foto: HBO Max)

Konkret betyder det, at der ikke på nuværende tidspunkt er planer om en sæson fire af ‘Euphoria’.  

Men udtalelsen er også en kattelem på vid gab. For nok er grundhistorien i ‘Euphoria’ slut, og centrale karakterer er bogstaveligt talt lagt i graven. 

Den måde, universet er blevet udvidet på i den aktuelle tredje sæson, har til gengæld hele tiden lignet en invitation til, at ‘Euphoria’ kan videreføres som spinoff. 

Og selvom det at dømme på Levinsons udtalelser ikke er aktuelt lige nu, vil jeg gætte på, at det bare er et spørgsmål om tid. 

Forhadt hit

Modtagelsen af den aktuelle sæson har på den brede skala været dårlig, men samtidig kan man ikke rigtigt kalde serien for et flop. Selvom den er blevet latterliggjort online (blandt andet af mig), er den umiddelbart blevet både set, drøftet og taget alvorligt i den popkulturelle samtale. ‘Euphoria’ har provokeret, præcis som jeg tror, det var meningen.  

De fleste meldinger om seertallene lyder, at de i hvert fald indledningsvis har overgået de tidligere sæsoner.

Og selvom overdosis-martrede seere af sæson tre ikke nødvendigvis har brug for mere ‘Euphoria’ lige foreløbigt, er det ikke svært at forestille sig, hvem der har. 

Sam Levinson har ikke nogen oplagt videre vej i sin karriere som serie- eller filmskaber, da ‘Euphoria’ er det eneste univers, han har skabt, der har haft gennemslagskraft. Bevæger han sig uden for sin claim to fame, risikerer det at gå som med ‘The Idol’. 

‘Euphoria’ sæson 3. (Foto: HBO Max)

Ved at give slip på ‘Euphoria’ får HBO samtidig en titel mindre, der allerede har status og genkendelse hos især den eftertragtede yngre seerskare. 

Godt nok ligner Zendaya og Jacob Elordi ikke nogen, der har lyst til nogensinde at lave ‘Euphoria’ igen, men der er mange af seriens andre skuespillere, der er anderledes motiverede eller bare interesserede i at fortsætte samarbejdet med Sam Levinson.

Også folk af den kaliber, der faktisk vil gøre scenariet rentabelt.  

Loyal Sweeney

Sydney Sweeneys tilstedeværelse i sæson tre har været lige så bizar og til tider frastødende, som den har været det absolut mest seværdige. 

Selvom skuespilleren er blevet en filmstjerne i egen ret uden for ‘Euphoria’s univers, er hun samtidig den, det stadig giver bedst mening at vende tilbage for.

Siden sidste sommers hvidt overherredømme-jeansfadæse har Sydney Sweeney flirtet provokationslystent med et højrefløjsimage. Når man ser hende i ‘Euphoria’s seneste sæson, kan man næsten ikke forestille sig nogen større boltringsplads for hendes lyst til at lege med folks fordomme om hende. Med ubetalelig hype til følge. 

Samtidig har Sydney Sweeney altid været Sam Levinsons tro væbner, der har forsvaret ham i flere shitstorms. Hvor Zendaya og Jacob Elordis udtalelser op til sæson tre af ‘Euphoria’ var mellemfornøjede, var Sweeney den eneste, der udtalte, hvor meget hun glædede sig.

Cassie er den mest oplagte karakter at føre videre, og Sweeney er det bedste bud på en skuespiller, der rent faktisk vil kunne muliggøre et ‘Euphoria’-spinoff.

‘Euphoria’ sæson 3. (Foto: HBO Max)

Omkring hende er der desuden et navn som Alexa Demie (Maddie), der aldrig har markeret sig uden for ‘Euphoria’, men som Levinson til gengæld ikke lægger skjul på sin betagelse af.

»Jeg kunne bogstaveligt talt skrive 10 sæsoner, der var hendes karakter værdig i den her serie, jeg kan forestille mig hende i 10 forskellige versioner af andre ideer, jeg har, og jeg skal gøre mig meget umage med at tænke på noget projekt, jeg ville arbejde på, hvor Alexas navn ikke ville dukke op i mit hoved«, fortalte han The Hollywood Reporter.  

Jeg kan personligt ikke forestille mig noget værre end en nazi-kærlighedshistorie med Faye og Wayne, men Chloe Cherry har også erklæret sig klar til at følge Sam Levinson i lyst og nød. 

»Så længe Sam Levinson instruerer, vil jeg genbesøge Faye på hvilket som  helst tidspunkt i mit liv«, fortalte hun The Hollywood Reporter.

Til Sam Levinsons forsvar har nogle af problemerne i den aktuelle sæson også hængt sammen med det, der egentlig er hans styrke som fortæller. Det panoramiske blik på groteske temaer, bramfriheden, interessen for de enkelte karakterers baghistorier. De har bare været ekstremt skævt doseret. 

Samtidig har logistiske udfordringer omkring castets kalendere nærmest umuliggjort den sammenhængskraft, som de tidligere sæsoner besad. 

Selvom det har været en absurd affære, har Levinson alligevel formået at gå alle til at glo. Hvilket nok er den allervigtigste evne i 2026, hvor intet nogensinde rigtigt er forbi. 

Før vi ved af det, vender vi tilbage til Maddy og Cassies digitale horehus, stripperen Kittys sorte eventyr på stripklubben The Silver Slipper, følger håndlangeren Bishop, får en L.A.-‘Sopranos’ med de armenske gangstere eller (afdøde) druglord-Lauries origin story.  

Det er kun for nu, ‘Euphoria’ er død. Nyd det, så længe det varer.

‘Euphoria’ kan ses på HBO Max.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af